Side:Om tilnærmelse mellem Norsk, Dansk og Svensk.djvu/23

De hårde medlyd, som i bor tale höres efter lang selvlyd, var engang i live i de selvsamme ord, som hos os, over hele Norden. Men så gik de i de Danskes tale, mest mellem årene 1300 og 1400, over til de tilsvarende blöte. Amåningom rettede skriften sig efter denne nyere uttale og bokstaverede löbe, riget, foden istedenfor det tidligere löpe, riket, foten. Under den senere forening mellem de tre nordiske riker fik Danmark megen inflytelse på Sverige, også for talespråkets vedkommende, likesom på Norge. Svenskerne begynte at sige f. e. foden og foten, liden og liten, krogen og kroken o. s. v. iflæng, at optage den danske „e“ f. e. i infinitiv ved siden av den svenske „a“ o. s. v. (läſe og läſa), og denne dobbelthet begynte at visa sig i deres bokmål med. Men efterat Sverige havde lösrevet sig igen fra Danmark, utbedredes den skade, som den danske uttale havde gjort på den svenske, og dette havde igen til fölge, at bokstaveringen foden, liden, krogen o. s. v. efter nogen tid gik av bruk i Sverige, og foten, liten, kroken m. m. fik sit gamle eneherredömme tilbake. Kun ved enkelte ord er likesom ved en forglemmelse den danske form blet hængende, — som når det heter en bagare, en piga, att taga istedenfor en bakare, en pika, att taka. Som det gik den svenske, så gik det og den norske „dannede,“ landsgyldige uttale. Den blev halv eller tildels, i selvlydene, hel dansk under dansketiden, som nemlig varede meget længere her en i Sverige. Og vor skrift blev ennu mere dansk en vor tale; den blev egentlig rent dansk, innen 1814 kom, som gjorde os fri, likesom Svenskerne var blet en 300 år tidligere. Men nu mener jeg, at en kan sige som så: likesom Svenskerne engang har insat sin rette uttale i sine böker igen, og fordrevet derfra den danske, for så vidt den havde sneket