for lang tid siden aldeles utdöde. Hos os derimot har dette ugræs funnet en fet jordbund og har rotfæstet sig på alle muelige og umuelige steder.
Imidlertid har vilfarelsen nok heller ikke hos os sejret for evig. Sanheten begynner i den senere tid at nyte adskillig fremgang også her, så vi tör håpe det beste for dens sejer med tiden. Den har nemlig stykkevis arbejdet sig frem. Engang havde de stumme e’er navnlig i utsagnsordene får slik magt, at selv en målman som Jakob Baden kunde tro, at de ikke var stumme, uten i forhastet og sködeslös hverdagstale. Efter hans mening skulde troer, troes og troet uttales i to og troede i tre stavelser[1]. Imidlertid er i tidens löp alle disse e’er dels av flere, dels ennu kun av færre dömt til at tie, til stumhet, og roden kom först til e i troer (syer, såer o. s. v.), d. e. til e i nutidens lideform, og endelig til troede og (er eller har) troet (syede, syet o. s. v.), d. e. til e i datiden samt tillægsformen og biformen. Altså: jeg tror, jeg tros, jeg tro(d)de, jeg er trod, jeg har trod. Dersom man mekanisk bare utelater e, får man tror, tros, trode, (er og har) trot, og dette holder nogle forfattere, navnlig danske, sig til. Andre, nemlig de fleste norske, fölger, hvad de tror at höre, og får da: tror, tros, trodde, (er og har) trod. I ældre böker, såsom hos Peder Claussön og Anders Vedel er det ustöhet og dobbelthet i dette punkt som i så mange andre; men i det hele
er korthet sædvanligst. Og at dette er det rette, idetminste
- ↑ Således var det og engang ved den falske skrivemåte med „fu“ for „v“ kommet dertil, at man trodde, at hafuer f. e. egentlig skulde læses ha-fu-er, i 3 stavelser.
