som norsk uttale, stadfæstes yderligere derved, at det norske „Landsmålet“ regner selvlyden her for kort: trudde, budde, rodde, grodde. Svenskerne likeså: trodde, nådde, trodd, nådd[1]. I denne sammenhæng bör vel og nævnes formerne får, går, ståt, slåt, set, hvis „t“ som endebokstav må forklares av, at disse utsagnsord er stærke, ikke — som de foregående — svake. Også her faller Norsk og Svensk sammen, på fordoblingen av „t“ nær (slått bruker Svenskerne ikke). Adskillige av de Danske skriver set for det sædvanlige seet; men ennu har neppe nogen av dem våget sig til fåt, gåt, ståt, slåt, uagtet en eller annen — som Madvig — godkenner denne uttale også som dansk.
Vi nævnte bl. andre Anders Vedel. Men hvad siger vore samtidige Danske? Jo, de begynder at finne „e“ stum også i datider og tillægsformer. Madvig har vi alt nævnt for nogle formers vedkommende. I samme retning ytrer Dr. Rosenberg sig, navnlig i anmeldelsen af skuespillet „Ægtemand og Frier“ (av rektor C. Müller), idet han laster, at forfatteren har regnet former som „troede“ (naaede, ströede) for tre stavelser. C. M. „staar imidlertid,“ siger Dr. R. „heri ikke alene blandt sine Landsmænd, og siden disse stumme e’er har været i Stand til at liste sig fra Øjnene ind i Ørene, hvad de dog hidtil ikke have mægtet hos os“ (Danske; jfr. dog om J. Baden ovenfor), „kan man ikke sige Andet, end at det var paa Tiden, da det norske Kirkedepartement
fornylig befalede deres Udryddelse.“ (Han tænker på
- ↑ Her kan det måske være tillat at minne om former som klædde, klæd, födde, föd; Svensk klädde, klädd, födde, född. Når vi opgir de falske former klædte, klædt o. s. v. og holder os til uttalen, blir Norsk også her noget nær som Svensk.
