staver temmelig blandet, i navneordene. For resten er hans bokstavering allerede meget lik den ny sædvanlige, og det er grunnen til, at vi standser ved ham.
Allerede dette flygtige öjekast på språkhistorien lærer os da, at den ustöhet i de her omhandlede deler av bokstaveringen, som længe fant sted i Dansk(-Norsk), genfinnes også i den svenske bokverden, i begge land intil i löpet av 18de hundredår. I lang tid dannede bokstaverings-sædvanerne sig likesom av sig selv, uten synderlig granskning eller friere oversyn fra forfatternes side ut over de tilfæller eller spörsmål, som hver dag forekom under deres arbejde. Men omtrent i de to menneskealdere, som ligger hver på sin side av året 1700, havde man i begge riket begynt at dyrke sit mål vitenskapelig, hvad jo med tiden måtte före til sejer for den ene eller den annen av de skrivemåter, som parvis kæmpede mot og sökte at fortrænge hinannen. Forskellen mellem de to land blev tilsist, hvad de punkter vedkommer, som vi nu taler om, omtrent den, at i Sverige fik sanheten, i Danmark vilfarelsen overhånd. I Danmark sejrede skrivemåten med store forbokstaver over den med små; i Sverige den med små over den med store. I Danmark blev vistnok selvlydsfordoblingen tildels fortrængt, nemlig ved de selvlyd, hvor den var minst utbred, men ved e, i og u blev den av vitenskapen — og senere av skolen — slåt fast; i Sverige blev den aldeles utfejet. I Danmark-Norge fant de latinske bokstaver talsmæn omtrent likeså tidlig som i Sverige; men enden er jo bleven, at Sverige også heri er et par menneskealdre forut for os, — eller vel snarere tre, idet de vel neppe innen en menneskealder ennu når den utbredelse hos os, som de alt nu har i Sverige. Endelig har de stumme e’er aldrig ret kunet trives i den svenske skrift og er nu
