Side:Om tilnærmelse mellem Norsk, Dansk og Svensk.djvu/10

Norsk.

Hertil kommer for Norge særskilt, om en de Danske ikke kan eller vil fölge med:

1. godkennelse av de sædvanligste muntlige forkortninger av utsagnsordene (blir, gir, [har], tar, drar, far, bær);
2. fremhjælp av flertalsmærket „r“ i ordene av fælleskön, samt tilbaketrængelse av „e“ og „er“ som flertalsmærke i ord av intetkön, som ender på medlyd (lande, bjerge, huse, brylluper, landskaper);
3. genoptagelse i skriften av de hårde medlyd i de ord, som de i talen ennu höres i (roten, kake, tape);
4. genoptagelse av idetminste en del av de gamle g’er for v (skog, plog, mage, gagn, duge, kvige);
5. utstötelse av g i spurgte, spurgt, valgte, valgt og lignende former, som denne bokstav er kommen in i ved misforståelse.

Desuten er det en hel del enkelte ord, som i sin norske form ennu ikke er blet gængse i vore böker (blåse, gråte, naken, sjö).

Svensk.

Fra svensk side synes navvlig fölgende ændringer at være muelige og önskelige:

1. ombytning af f og fv (og w) mot v, hvor lyden er v (lif, blifva mot liv, bliva);
2. opgivelse av medlydens fordobling, undtagen hvor den finnes også i norske og danske böker;
3. opgivelse av ck mot kk (icke mot ikke);
4. opgivelse av de tunge flertalsformer i de stærke utsagnsord (gåfvo, av gaf, — blefvo av blef), — og