- ennu bedre av alle flertalsformer i utsagnsordene (jfr. no. 12 ovenfor);
- opgivelse av forskellen mellem biformen og den lideformede tillægsformen i utsagnsordene (mellem [har] tagit og [det] är taget, mellem [har] kallat og [det] är kalladt);
- udstötelse av t (undtagen i böjningen vel) forved s, hvor nemlig t strider mot en nordisk lydlov og således mot den naturlige uttale (klots, lots, plats, puts, spets). Undtak gives, som sats, opsats);
- ombytning av c, ch, q, x og tildels g mot k som tegn for lyden k;
- ombytning av c, z, x, ps og t mot s som tegn for lyden s. Likeså av ph mot f.
Som vi ser, er det rette, som de tre folk skulde mötes i, ikke altid fulkommen gennemfört i et eller flere av landene, således at det eller de andre bare har nödig at fölge foreliggende eksempler og optage hvad på idetminste en del av det nordiske område allerede er fulkommen virkeliggjort. Dette gælder f. e. om No. 7 og 8 næst ovenfor. Likeså om et og annet, som ikke engang har fåt noget nummer her, f. e. om ä for e som tegn for lyden æ, samt om å for o som tegn for lyden å. Æ for e er dog langt mere utbred i Svensk en i Norsk og Dansk. Mindre magt har å for o får ennu. Begge dele er fortrin, som Svensk har forut for de andre Nordens mål. Men tvetydigheten av bokstaverne e og o gör, at vi Norske og Danske fremdeles er forlegne og ved mange av de e’er og o’er, som ennu er igen, da vi ikke kan de af boken, om vi skal lese e eller
