ge Gange i en saa kaldet Nationalforsamling, dog have Chancen imod sig. Men herom ere der forskjellige Meninger; at ytre en selvstændig Mening i Sagen synes, især hos en Folkerepræsentant, at være en fortjenstfuld Handling, der dog vel aller mindst kan godtgjöre, at den, der ytrer den, kommer til at gjelde for en “stor Statsmand” i nogen som helst reactionair Forstand uden hos Aviser, der skrive for “Publicum.” Ikke desto mindre er det i sin Orden, at Herr Professor Sckweigaard, for at have ytret sig over Spörgsmaalet, fra norsk Side faaer höre, at han har ingen “Autoritet i Politiken,” Jeg maa nemlig bringe i Erindring, at denne Professor ikke alene har en Examen, men ovenikjöbet en aldeles udmerket Examen, og at denne Omstendighed charakteriserer ham slemt hos den norske Oppositionspresse, der kalder Norge et “Examensraseriets Land” og paa Embeds Vegne har Afsky for alt “Examens- og (det) övrige forældede Væsen[1],” Endvidere har den Omstændighed, at der hos os kun haves eet ordentligt Storthing i hvert Triennium, hvilken Tilstand paa en Maade nu vel kan kaldes provisorisk, aabenbart Indflydelse paa vort Spörgsmaals Afgjörelse for Norges Vedkommende. I det Hele taget er det givet, at de norske Forholde have og især fra Grundlovforfatningens Grundlæggelse til i Aar have havt et saa særeget Tilsnit, at det suspensive Veto her i Landet kan siges at have været selvskrevet. Men jeg troer, som sagt, at det har oplevet sine bedste Dage selv her i Norge, d. v. s., der bliver efter denne Dag liden eller ingen Anledning til sammes Benyttelse; hvad Danmark angaaer med dets den nys sammentraadte Rigsforsamling forelagte ypperlige Grundlov-Udkast, da er dette Land maaskee eller vil maaskee blive rigere forsynet med Kossuth’er, end Norge (og Sverige), og det
er i det Ringeste aldeles skjævt af nogen Nordmand at ville
- ↑ See nu aller sidst “den vestlandske Tidende” for 31 October 1848 i en Anmeldelse herfra Byen af et mig for Resten aldeles uvedkommende Skrivt.
