et eneste Ord angive dens Standpunct, Sagen er nemlig, at det suspensive Veto her i Landet har oplevet sine bedste Dage, uden at der kan siges mere derom, end at det ved sin blotte Tilværelse har foranlediget, at der siges, at det har afgivet “for Nationen meget nyttige Resultater,” Her er aabenbart en Overdrivelse, og jo större denne er, desto mere forledes man “til at hjælpe paa Sagerne, og det ikke med begge, men med alle Hænder,” Jeg opfordrer den norske Presse til at paavise de paastaaede “meget nyttige Resultater,” og indtil dette skeer, maa disses Tilværelse benegtes. Det suspensive Veto’s blotte Tilværelse har som sagt foranlediget, at der er talt og skrevet meget derom, uden at noget forholdsmessigt Resultat er bleven leveret for Sagens Drövtelse; Pressen har malet sig hæs paa sin egen Mölle; först nu vil det vel begynde at dages i dette, som i saa mange andre Puncter, Relativt taget, kan der tales om det omhandlede Veto’s Nödvendighed her i Landet, paa Grund af nemlig at Riget Norge har fælleds Konge med Riget Sverige; men absolut eller i og for sig er der endnu megen Tvivl om det suspensive Veto’s, ikke Nödvendighed (thi i vore Dage taler intet fornuftigt Menneske om absolute Nödvendigheder i politisk Henseende), men om dets Hensigtsmessighed. Det kunde muligen være Tilfælder, at, naar det suspensive Veto har gjort en saadan uhyre Lykke i mit Fædreland, Grunden dertil befindes at være den, at der have været faa eller ingen politiske Capaciteter i Hans Majestæts Raad, navnligen ingen Kossuth’er (politiske Dyr, som först i indeværende Aar træder frem i Dagen). Da Rigsdagen i Pesth den 8 October udnævnte Kossuth og en anden Mand til en Art provisorisk Regjering, erklærede han, at han adlöd Nationens Befaling og bad kun om at hvis han befandtes udulig vilde de jage ham væk og skulde han lindes farlig for Fædrelandet, vilde de skille hans Hoved fra Kroppen, Hvor Statens Overhoved har en saadan Minister i sin Tjeneste, der er Staten uden Tvivl bedst tjent, med at det staaer i det constitutionelle Overhoveds absolute Magt at hindre Beslutninger, der, om end uforandret gjentagne nok saa man-
