Hopp til innhold

Side:Om det norske suspensive Veto.djvu/2

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

stitution” end af dets meget enkeltstaaende Modstandere. Det suspensive Veto har her i nogle og tredive Aar kun afgivet for Nationen meget nyttige Resultater.” — Jeg kan umuligen forblive taus ved disse Ytringer; og jeg tillader mig hos Dem, höistærede Herre! at udbede mig Plads for nogle Öieblike i deres meget ærede Blad.

J det jeg maa bemerke, at den norske Forfatning ingenlunde i Virkeligheden er saa lidt som den af oplyste Nordmænd udgives for at være, “sand (reen) demokratisk”, saa at der fra denne Side aller mindst her i Landet kan være Tale om “det suspensive Veto’s Nödvendighed”, — önsker jeg Sandhedens Seir og Lögnens Undergang. Men det er Usandhed, at Professor Schweigaard er den eneste Mand her i Landet, som har dristet sig til at dadle det suspensive Veto; og hvad det er for noget “meget nyttige Resultater”, dette Veto har afgivet for den norske Nation, leder jeg forgjeves efter.

Jeg skal först bemerke, at i Constitutioncomitéens Jndstilling fra 1824, der med Rette, som det hedder i en nedenfor nævnt Brochüre, “betragtes som et Mesterstykke”, siges der udtrykkeligen, at “Kongens absolute Veto, betragtet fra et höiere og almindeligt politisk Standpunct, maa ansees som et i Almindelighed for constitutionelle Monarchier anvendeligt Princip, skiket til at fremme fælleds Tryghed baade for Thronens og Nationens Rettigheder.” Her er dog aabenbart efter al sund logisk Tænkning tillige indirecte udtalt en almindelig Dadlen over det suspensive Veto; thi er Kongens absolute Veto et i Almindelighed anvendeligt Princip, saa kan dette naturligviis ikke til samme Tid siges at være Tilfældet med det suspensive Veto, det vil sige, det sidstnævnte Veto kan ikke siges at være i Almindelighed anvendeligt, det lider af for store Bröst eller Feil, thi det hörer naturligen hjemme i et absolut Demokratie og er altsaa i et constitutionelt Monarkie en reen Uting. Naar det absolute Veto fremmer “fælleds Tryghed baade for Thronens og Nationens Rettigheder”, da bör det beholdes; thi Nationens Rettigheder ere aldrig bedre sikrede, end naar tillige Thronens ere det. Naar man i