Side:Om det norske suspensive Veto.djvu/1

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
“OM DET NORSKE SUSPENSIVE VETO”

Dans les choses de ce monde, ce n’est
pas la foi qui sauve, mais le doute.

Le bonhomme Richard.
Herr Redacteur!

Paa et offentligt Sted saae jeg for nogle Dage siden af “Morgenbladet”, at “Kjöbenhavnsposten” for nogen Tid siden har havt en Opsats herfra Byen, hvis Hensigt angives at være den “at berigtige en Vildfarelse i det Factiske”, hvori en Forfatter skal have gjort sig skyldig i et Nummer af “Fædrelandet.” Der tales i denne Opsats om det suspensive Veto’s Nödvendighed i en sand demokratisk Forfatning og bl. a, ytres: “Overbevisningen om det suspensive Veto’s Gavnlighed med Hensyn paa Beskyttelsen af Folkets Rettigheder kan her i Landet, efter den Erfaring, som i en Menneskealder er indvundet, siges at være saa omfattende og eenstemmig, at kun een eneste Mand, nemlig den nævnte Professor (Herr A. M. Schweigaard), der er det aristocratisksindede Parties Leder, een Gang har dristet sig til at dadle det, da man i 1845 paa Storthinget tænkte at drive igjennem en Lovbeslutning, som denne Jurist ikke syntes om”, hvorhos der tales om Herr Professor Schweigaard’s “hele aristokratiske, reactionaire Tænkeraaade”, der kan lade ham gjælde for en “stor Statsmand” her i Landet i samme Forstand, hvori “man anseer Örsted for en stor Statsmand i Danmark” (med hvilken Sidstnævnte paralleliseres Herr v. Hartmansdorff i Sverige!). Til Slutning anföres: “Herr Schweigaard kan have Auctoritet i Jurisprudentsen, i Politiken har han ingen”. — Den nævnte Avis ved at “bekræfte hvad der i hiin Opsats er anfört”, tilföier, at det suspensive Veto ikke af Andre ansees som en “republicansk In-