kunne deles i 3 til 4 saadanne Duge, der have en passende Størrelse. Meningerne pleie være noget ulige, angaaende den Udstrækning eller Vidde, som en Dug eller Reit bør have, men dette kommer det ikke saa nøie an paa; thi Væxten beror mere paa Dugenes Skikkelse end paa deres Vidde eller Udstrækning. Er en Dug fiirkantet, saaledes at den f. Ex. holder 10 Favne paa hver Kant, saa kommer man rimeligviis til at trækkes med Jordsyrer og Væde i Midten af den, og endda bliver Grøftegravningen meget kostbar, hvis Marken inddeles i saadanne Smaaduge. Gjør man dem derimod smalere, saa drages Væden og Jordsyrerne lettere ud, og det kommer da ikke saa nøie an paa Længden. Større Bredde end 6-7 Favne bør ikke nogen Dug have paa Myrmark eller Tørvjord, men Længden kan, uden Skade, være 30 til 40 Favne og selv derover, ja endog lige til 60, hvis der ikke findes nogen betydeligere Fordybning paa Marken, hvori Suurvæden kan samle sig. Men dette pleier sjelden hende, idetmindste ikke paa større Myrer; thi Marken er der almindelig aldeles jevn, eller ogsaa hælder den kun til een Side, og dette er naturligviis det bedste, især hvis Hovedveiten kan tages op efter Myrens Længde. Gjør man altsaa Dugene 7 Favne brede, kan man i Almindelighed antage, at de komme til at faa en Vidde, der idetmindste udgjør 200 □ Favne; men hvis Omstændighederne ere gunstige, kunne de komme til at indehold 3 □ 400 kv Favne, og naar Dugene eller Reiterne blive saa store, siger det sig selv, at baade Arbeidet og Kostningen bliver meget mindre.
Ved Udtapningen eller Tørkningen af disse større Ruder, siger den svenske Forfatter Indebetou, hvis Skrift fornemmelig er lagt til Grund for dette Stykke, bør man tage dem 22 Favne brede, hvorved de kunne deles i 3 Duge eller Reiter, som hver bliver 7 Favne bred, thi een Favn gaar med til de tvende Mellemgrøfter, som skulle skille mellem Dugene. Lindequist er omtrent af samme Mening, thi han siger, at Duggrøfterne bør optrækkes med lige Mellemrum og med 24 Alens Afstand fra hinanden
