Side:Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

var hans ældre Broder Peter Laurembergs Bryllup.[1] Digtet beskriver i homeriske Vers Venus’s Reise til Rostock, og er egentlig en Gjengivelse af Forfatterens Reiseindtryk: Englands træløse Kyst, Bordeaux, La Rochelle, Saltkogeriet i Frankrige, Hamburg o. s. v. Det gjorde stor Lykke, og en af Samtidens ypperste Philologer, Daniel Heinsius i Leiden, udtalte sig begeistret om dets Fortrin.[2]

Professoratet tiltraadtes paa høitidelig Maade den 5te September 1618, og den nye Universitetslærer havde i den Anledning forfattet et Poem: Thessala Tempe.

I fem Aar var han Professor i sin Hjemstad. Han var Universitetets Rector allerede i 1620 og fortsatte, tildels i Embeds Medfør, sin poetiske Production og udgav ogsaa (i Lyon 1622) et strengere videnskabeligt Arbeide, Antiquarius, en Ordbog over forældede latinske Ord, der fornemmelig hviler paa grundige Studier i Plautus og Lucrets. Rimeligvis hidrører ogsaa fra denne Periode af hans Liv Skriftet Graecia antiqua, endskjønt det meget senere efter Forfatterens Død kom for Lyset, idet Samuel Pufendorf udgav det 1660. Det er et meget smukt, af Karter ledsaget Arbeide, der siden optryktes i Gronovs Thesaurus Graecorum antiqvitatum, og som i sin Tid maa have været et særdeles hensigtsmæssigt Hjælpemiddel for Studerende.

  1. Peter Lauremberg († 1639) var dengang Professor ved Gymnasiet i Hamburg i Mathematik og Physik og indehavde senere Broderens forrige Embede ved Rostocks Universitet. Hans mest bekjendte Verk er hans oftere oplagte, ogsaa paa Dansk oversatte Acena philologica, der har et ikke ringe literaturhistorisk Værd. Forfatterens Hensigt er gjennem letfattelige Fortællinger, der egne sig til at bevares i Hukommelsen, at indføre Ungdommen i den classiske Oldtid. Om Skriftet kan forøvrigt henvises til: Felix Bobertag, Geschichte des Romans und der ihm verwandten Dichtungsgattungen in Deutschland. B. II, 2. Berlin 1884. S. 114—115.
  2. Prøver deraf hos Lappenberg, l. s. S. 162 flg.