Denne siden er korrekturlest
Men en haard og heftig trods kom efter,
som jeg sturet i det frosne krat;
op af mørket bruste mine kræfter,
og jeg skrek det i den kolde nat:
„Jeg, en mand for stadens lese tærner,
„dømt til ussle buler, eiet dog
„megen kundskab om de frie stjærner,
„der de straaler paa sin stjærnebog!
„Under denne himmelskrift, som brænder,
„blev jeg overhældt af alt det smuds,
„som kan slynges af infame hænder
„paa den skjønne jord, man kalder Guds!
„Ak, jeg bar det, usselt, uden klage —
„jeg blev véd at leve, trælleseigt, —
„just, fordi mit blod var alle dage
„graadigt, lidenskabeligt og feigt!
