Denne siden er korrekturlest
blaae vande, asperne som glødet,
bræg af sau og vare bjældeklemt,
og saa natten, mørket, og saa ødet,
og saa dødslet, som var efterglemt!
— — —
Som avsindig løp jeg om og virret
mellem stammerne paa maa og faa,
til jeg atter stod i drøm og stirret,
fabelfanget af det høie blaa — —
Ren, høimodig strakte stjernevrimlen
fri af fjeldets vinterdræpte vang
triumferende sin kvast i himlen —
„Ungdom, ungdom,“ lynte den og sang — —
Og jeg aandet dypt, med næven krystet
mod de kolde, bleke drømmearr,
de, som blodigt ridset mig i brystet
gjorde mig til paria og narr.
