Denne siden er korrekturlest
som randt i visne, gule blade
ned i en kreds af raadent løv, —
en evig brusende kaskade
fra støv til støv.
IV .
Men da jeg gjerne vilde sove,
saa bad jeg blomsterne om lov,
og bad dem gi mig tro og love,
og sank — og sov — — —
Jeg kjendte det i dybe drømme,
som blev jeg hyllet i et smil —
og mine lemmer, som var ømme,
drak graadigt hvil.
Men da jeg endelig blev vaagen
da saa jeg jo, at fjern og nær
laa sommertaagen, sommertaagen
blandt havens trær.
Jeg skjøv en taagedot tilside;
aa se! — dernede laa de dybt,
de blaae blomster, sid’om side
som lig i krypt!
