Denne siden er korrekturlest
Men haanden, den blev ganske lodden,
og der hang véd et taageskjæg, — —
og under trærne naadde skodden
til langt paa læg!
* * *
Tænk, overalt er taagen føken
undtagen der mod vest etsteds;
for der er vangen endnu nøgen
med venligt græs.
Og strak og stille under siljen
hvor stien skjalv i græsset smukt,
staar som en fugl paa étben liljen
og drømmer flugt!
Hvor lun en kraftkar han maa være
den gule, lave løvetand,
iblandt forglemmigeiers hære
en enslig mand!
Og maanen falder ind paa skakke
og laver i en poppels top
en liden rødlig maanebakke,
som skraaner op.
