Denne siden er korrekturlest
Hvor inderlig nøie luften
tar mærker av alt, som sker —
den speiler jo lyden og duften
af stemmer og vaarsød lér!
— — — — —
Mit blik er i sol begravet,
og blæst om haaret slaar; —
det er som en marsch mod havet,
skjønt jeg mod landet gaar.
Dér skinner de stærke skoger
og knaker i nyhørt lyd,
og bækkenes blaae ploger
skjærer sin muld med fryd.
For nu maa de bleke sevjer
stige bak trærnes bark
fra herlige brønder og evjer
dybt i den sværmende mark!
Jeg ser den i træet paa tonen,
den sagte, fyldende flom —
naar saften er naadd til kronen
blusser den ud, som blom!
