Denne siden er godkjent
Over en time vi driver og slænger;
først, da jeg endelig foregir træt,
er det, hans skjærende stemme krænger
over i blødende sorg med ét:
„Her i alléen har vandret en kvinde,
ædel, i unge gevandters storm,
fri som en tanke, umulig at binde,
selv i det ømmeste favntags form!
Vel — hun gik under i evighedsbruset —
hvor er hun nu i den store natur —?
Stundom jeg søger forpint i gruset
efter det elskede trins kontur!
Kjære, det nytter vel ikke, jeg skjuler:
Dyret, som aander i nætterne bedst,
lever af stjernernes blanke smuler,
slig som de drysser fra solens fest!
Dog — jeg er lænket — mit sind forliser
midt under stjernerne — hér er min høst:
visnede efter-aars-paradiser
og aldrig, aldrig en sol i øst!
