Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/125

Hører man nogentid dyret brøle
nede fra nætternes iskolde schakt?
Magter dets pote at skvætte lidt søle
opover himlens ætheriske pragt?“
Truende klinger den sammen med natten
digterens hule, forkullede røst —
bag ham i lyset staar fylgjen, og hatten
straaler i broget og blodig høst.

Smilende gaar jeg, men da er han efter —
stemmen blir kold og satanisk tynd:
„Undskyld, om søppelens sanger hefter
herren paa studiereise i synd!
Saa — det blev aflægs med soldrøm-funken?
Pøbel-plæsiren fandt tonen for tam?
Nu skal man være en haarsbred sunken
ned i fordærvelsens dyriske slam?“
— — — — — —

Enden blir dog, at han slutter sig til mig,
medens en anden faar Nanni paa laan;
underlig nok — det er noget, han vil mig
bagom den tomme, hysteriske haan —?