Hopp til innhold

Side:Odysseen 1922.pdf/76

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
nymfen Kalypso. Selv skar han det til som den kyndigste mester.
Fartøiet rigget han til med toplenter, braser og skjøter,
og med en løftestang skjøv han det ut paa det herlige havdyp.
Dagene gik; paa den fjerde var hele hans verk bragt til ende,
og da den femte var kommet, lot nymfen Kalypso ham fare
bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.
Mørkerød vin lot hun bringe ombord paa en dunk, og gudinden
gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk
bragtes ombord og den deiligste sul i rikelig mængde.
Nu lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Glad var Odyssevs og heiste sit seil for den strykende medbør,
satte sig agter ved roret og styrte saa kyndig sin farkost.
Ei fik han blund paa sit øie; mot syvstjernen speidet han stadig
og mot Bootes som synker i hav saa silde paa natten,
eller mot bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar bjørnen i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okeanos' strømme.
Nymfen, den skjønne Kalypso, gav helten det raad at han altid
under sin færd over hav skulde holde hin stjerne til venstre.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens han drog over havet,
og paa den attende skimtet han først de blaanende fjelde
fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øinet.
Grant saa den ut gjennem havdypets dis som et fikentre krone.
Fra aitiopernes land var den sterke Poseidon paa hjemfærd,
og fra solymernes fjeld fik han øie paa helten og saa ham
seile paa havet. Da kokte av harm end mere hans hjerte.
Talte han da til sig selv, mens vred paa sit hoved han rystet.
«Skammelig! Medens jeg selv aitiopernes gilde har gjestet,
skiftet vist guderne sind og ændret sin plan med Odyssevs.
Alt er han nær faiakernes land, hvor skjæbnen har villet
at han skal frelses fra farer og nød, som truet ham hittil.
Dog, jeg tør si at jeg endnu skal volde ham fuldtop av jammer.»
Saa han talte og sanket sin hær av skyer og rørte
havdypet op med sin vældige fork, og alleslags vinde
sendte han ut med hylende storm og dækket med skyer
jorden og havet. Da sænket sig nat fra himmelens hvælving.
Zefyros Evros og Notos og Boreas, seterens ætling,
tørnet nu hvinende sammen og væltet de skummende bølger.
Lammet av stivnende gru blev Odyssevs' knær og hans hjerte.
Talte han da til sin mandige sjel i trykkende tungsind: