Denne siden er korrekturlest
Saa hun talte og stanset den graatendes jammer og taarer.
Dronningen gik nu i bad og tok paa sig en nytvættet klædning.
Derefter steg hun med ternerne op i sit høienloftskammer,
fyldte en kurv med det hellige byg og bad til Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Dersom Odyssevs, den raadsnare helt, har brændt i paladset
laarstykker fete av okser og lytefri lam til din ære,
mindes da dette og frels min elskede søn, hvor han færdes!
Verg ham i naade mot friernes vold og grusomme ondskap!»
Hulkende talte hun saa, og bønnen blev hørt av gudinden.
Frierne larmet imens i festsalens kjølige skygge.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Brylluppet gjør hun istand for os nu, den feirede dronning.
Ei kan hun ane at snart hendes søn skal komme av dage.»
Saa han talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Da tok Antinoos ordet og talte dem myndig til rette:
«Vogt paa jer mund, dumdristige mænd, og sky i jer tale
alle de pralende ord, saa de ikke skal rygtes derinde.
La os nu reise os stille og tyst og ganske stilfærdig
sætte i verk den plan, som nys blev vedtat av alle.»
Saa han talte og valgte et snes av de kjækkeste svende.
Derefter gik de til stranden og ned til den letrodde snekke.
Først tok svendene fat og halte sit fartøi paa dypet.
Masten og seilene la de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand, snoet av huder,
alt som sig hør og bør, og reiste det snehvite raaseil.
Modige tjenere bragte ombord deres rustning og vaaben.
Ute paa havbugten ankret de op og gik saa fra borde.
Maaltidet nøt de paa stranden og ventet paa land, til det kveldet.
Fastende laa paa sit leie den kløktige Penelopeia
oppe i høienloftskamret og smakte ei mat eller drikke
grublende paa om sønnen saa gjæv skulde frelses fra døden,
eller om friernes lovløse flok skulde røve ham livet.
Alt hvad en løve kan føle av gru blandt jægernes skare,
naar de med svigefuld list vil ringe den ind under jagten,
følte den grublende dronning; dog sank hun omsider tilbake,
favnet av kvægende søvn og hvilte de slappede lemmer.
Pallas, den blaaøide mø, fik imens noget andet i sinde:
ti hun lot fremstaa en skikkelse skjøn, av vekst som en kvinde,
Iftima skuffende lik, den stolte Ikarios' datter,
Dronningen gik nu i bad og tok paa sig en nytvættet klædning.
Derefter steg hun med ternerne op i sit høienloftskammer,
fyldte en kurv med det hellige byg og bad til Atene:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues!
Dersom Odyssevs, den raadsnare helt, har brændt i paladset
laarstykker fete av okser og lytefri lam til din ære,
mindes da dette og frels min elskede søn, hvor han færdes!
Verg ham i naade mot friernes vold og grusomme ondskap!»
Hulkende talte hun saa, og bønnen blev hørt av gudinden.
Frierne larmet imens i festsalens kjølige skygge.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Brylluppet gjør hun istand for os nu, den feirede dronning.
Ei kan hun ane at snart hendes søn skal komme av dage.»
Saa han talte; ti hvad der var hændt, var der ingen som visste.
Da tok Antinoos ordet og talte dem myndig til rette:
«Vogt paa jer mund, dumdristige mænd, og sky i jer tale
alle de pralende ord, saa de ikke skal rygtes derinde.
La os nu reise os stille og tyst og ganske stilfærdig
sætte i verk den plan, som nys blev vedtat av alle.»
Saa han talte og valgte et snes av de kjækkeste svende.
Derefter gik de til stranden og ned til den letrodde snekke.
Først tok svendene fat og halte sit fartøi paa dypet.
Masten og seilene la de ned i det tjærede fartøi.
Aarerne gjorde de fast med hamlebaand, snoet av huder,
alt som sig hør og bør, og reiste det snehvite raaseil.
Modige tjenere bragte ombord deres rustning og vaaben.
Ute paa havbugten ankret de op og gik saa fra borde.
Maaltidet nøt de paa stranden og ventet paa land, til det kveldet.
Fastende laa paa sit leie den kløktige Penelopeia
oppe i høienloftskamret og smakte ei mat eller drikke
grublende paa om sønnen saa gjæv skulde frelses fra døden,
eller om friernes lovløse flok skulde røve ham livet.
Alt hvad en løve kan føle av gru blandt jægernes skare,
naar de med svigefuld list vil ringe den ind under jagten,
følte den grublende dronning; dog sank hun omsider tilbake,
favnet av kvægende søvn og hvilte de slappede lemmer.
Pallas, den blaaøide mø, fik imens noget andet i sinde:
ti hun lot fremstaa en skikkelse skjøn, av vekst som en kvinde,
Iftima skuffende lik, den stolte Ikarios' datter,
