Denne siden er korrekturlest
høvdingen Evmelos' viv, hin drots som bodde i Ferai.
Skikkelsen sendte hun hen til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
forat den der kunde bringe den sørgende Penelopeia
straks til at stanse sin jamrende graat og hulkende klage.
Langsefter dørslaaens rem gled den ind i dronningens kammer,
hen til den sovendes hode og trøstende tok den til orde:
«Sover du, Penelopeia, med nagende sorg i dit hjerte?
Ei er de salige guder tilsinds at la dig fortvilet
graate i trøstesløs sorg. Din søn skal faa komme tilbake.
Ei har han syndet i letsind og trods mot de evige guder.»
Derefter hvisket til svar den forstandige Penelopeia,
slumrende rolig og sødt ved porten til drømmenes rike:
«Elskede søster, hvi kommer du hit? Tilforn har du aldrig
gjestet mit hus. Du bor jo saa langt, saa langt i det fjerne.
Kan du da virkelig be mig at stanse min klage og glemme
alle de sorger som nager mit sind og piner mit hjerte?
Før har jeg mistet min herlige mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er tillike min elskede søn reist bort paa et fartøi,
barn som han er, ei øvet i kamp eller tale paa tinge.
Ham maa jeg graate for nu, ja mer end for hin, og mit hjerte
skjælver og bæver av angst for at ulykker svare skal naa ham
hist hvor han færdes i fremmedes land eller ute paa havet.
Ja; ti en skare av mænd som hater ham, pønser jo bare
lumskt paa at dræpe ham, før han kan naa tilbake til hjemmet.»
Da tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Fortvil ikke saa av angst i dit hjerte;
ti der er én som følger ham nu, en hjælper som andre
ogsaa forvisst vilde ønske sig helst, den mægtige guddom
Pallas Atene. Din jammer og nød har vakt hendes medynk.
Nu har hun sendt mig avsted for at melde dig dette sit budskap.»
Derefter svarte paany den kløktige Penelopeia:
«Er du av gudernes æt, og hørte du guddommens stemme,
aa saa fortæl mig nu ogsaa om ham, min usalige husbond.
Sig, er han endnu i live og skuer det straalende sollys?
eller er høvdingen død og vandret til Hades' bolig?»
Straks tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, jeg er ikke istand til at si dig forvisst, om han lever,
eller er død, og faafængte ord er værre end ingen.»
Skikkelsen sendte hun hen til den gjæve Odyssevs' kongsgaard,
forat den der kunde bringe den sørgende Penelopeia
straks til at stanse sin jamrende graat og hulkende klage.
Langsefter dørslaaens rem gled den ind i dronningens kammer,
hen til den sovendes hode og trøstende tok den til orde:
«Sover du, Penelopeia, med nagende sorg i dit hjerte?
Ei er de salige guder tilsinds at la dig fortvilet
graate i trøstesløs sorg. Din søn skal faa komme tilbake.
Ei har han syndet i letsind og trods mot de evige guder.»
Derefter hvisket til svar den forstandige Penelopeia,
slumrende rolig og sødt ved porten til drømmenes rike:
«Elskede søster, hvi kommer du hit? Tilforn har du aldrig
gjestet mit hus. Du bor jo saa langt, saa langt i det fjerne.
Kan du da virkelig be mig at stanse min klage og glemme
alle de sorger som nager mit sind og piner mit hjerte?
Før har jeg mistet min herlige mand med mot som en løve,
alle danaernes mester i kraft og i alleslags idræt,
helten hvis ry blev baaret saa vidt over Hellas og Argos.
Nu er tillike min elskede søn reist bort paa et fartøi,
barn som han er, ei øvet i kamp eller tale paa tinge.
Ham maa jeg graate for nu, ja mer end for hin, og mit hjerte
skjælver og bæver av angst for at ulykker svare skal naa ham
hist hvor han færdes i fremmedes land eller ute paa havet.
Ja; ti en skare av mænd som hater ham, pønser jo bare
lumskt paa at dræpe ham, før han kan naa tilbake til hjemmet.»
Da tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Fortvil ikke saa av angst i dit hjerte;
ti der er én som følger ham nu, en hjælper som andre
ogsaa forvisst vilde ønske sig helst, den mægtige guddom
Pallas Atene. Din jammer og nød har vakt hendes medynk.
Nu har hun sendt mig avsted for at melde dig dette sit budskap.»
Derefter svarte paany den kløktige Penelopeia:
«Er du av gudernes æt, og hørte du guddommens stemme,
aa saa fortæl mig nu ogsaa om ham, min usalige husbond.
Sig, er han endnu i live og skuer det straalende sollys?
eller er høvdingen død og vandret til Hades' bolig?»
Straks tok paany det luftige syn til orde og svarte:
«Nei, jeg er ikke istand til at si dig forvisst, om han lever,
eller er død, og faafængte ord er værre end ingen.»
