Denne siden er korrekturlest
Dit skal du komme som Helenas mand og maag av Kronion.»
Saa han talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Til mine fartøier vandret jeg selv med de kraftige svende.
Bævende banket mit hjerte i bryst da jeg vandret tilbake.
Men da vi kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet, hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
halte vi først vore fartøier ut paa det herlige havdyp;
derpaa blev master og seil lagt ned i de gyngende snekker.
Svendene gik saa ombord og satte sig hver paa sin tofte
alle paa rad og pisket de graalige bølger med aaren,
og i Aigyptos' flod med de regnopsvulmede strømme
ankret jeg atter og ofret en lytefri festhekatombe.
Men da mit offer var bragt, og gudernes vrede var sonet,
reiste jeg der Agamemnon en haug for at hædre hans minde.
Derefter drog vi mot hjemmet paany, og guderne sendte
strykende bør og førte mig snart til det elskede hjemland.
Nu maa du bli her en tid og slaa dig til ro paa min kongsgaard,
indtil den ellevte gryende dag eller tolvte er kommet.
Da skal jeg sende dig hjem og skjænke dig herlige gaver,
stridsvogn med skinnende karm og tre av de ypperste hester;
dertil en herlig pokal til minde om mig, naar du daglig
bringer dit offer av vin til alle de evige guder.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
«Atrevs' søn, nei frist mig dog ei til at dvæle for længe.
Gjerne forblev jeg hos dig og sat her til aaret var omme,
uten at savne forældre og hjem; ti at høre din tale
fryder min sjel, og jeg lytter med lyst til det du fortæller.
Men i det hellige Pylos er visselig nu mine svende
kjede forlængst av at vente paa mig som du holder tilbake.
Gaven du agter at gi, bør være en skat jeg kan gjemme.
Over til Itaka fører jeg ei dine hester; nei heller
bør du beholde de herlige dyr; ti vidtstrakte sletter
eier du her, hvor kløveren gror og saftige urter,
hvete og spelt og bredbladet byg i gulnende akre.
Itaka har ikke enger og væddeløpsbaner. Mit hjemland
fostrer kun gjeter, men huer mig mer end beiter for hester.
Ingen av øerne hist har frodige enger og sletter
skikket for kjørsel med hester, og Itaka mindst av dem alle.»
Saa han talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Til mine fartøier vandret jeg selv med de kraftige svende.
Bævende banket mit hjerte i bryst da jeg vandret tilbake.
Men da vi kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet, hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
halte vi først vore fartøier ut paa det herlige havdyp;
derpaa blev master og seil lagt ned i de gyngende snekker.
Svendene gik saa ombord og satte sig hver paa sin tofte
alle paa rad og pisket de graalige bølger med aaren,
og i Aigyptos' flod med de regnopsvulmede strømme
ankret jeg atter og ofret en lytefri festhekatombe.
Men da mit offer var bragt, og gudernes vrede var sonet,
reiste jeg der Agamemnon en haug for at hædre hans minde.
Derefter drog vi mot hjemmet paany, og guderne sendte
strykende bør og førte mig snart til det elskede hjemland.
Nu maa du bli her en tid og slaa dig til ro paa min kongsgaard,
indtil den ellevte gryende dag eller tolvte er kommet.
Da skal jeg sende dig hjem og skjænke dig herlige gaver,
stridsvogn med skinnende karm og tre av de ypperste hester;
dertil en herlig pokal til minde om mig, naar du daglig
bringer dit offer av vin til alle de evige guder.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte
«Atrevs' søn, nei frist mig dog ei til at dvæle for længe.
Gjerne forblev jeg hos dig og sat her til aaret var omme,
uten at savne forældre og hjem; ti at høre din tale
fryder min sjel, og jeg lytter med lyst til det du fortæller.
Men i det hellige Pylos er visselig nu mine svende
kjede forlængst av at vente paa mig som du holder tilbake.
Gaven du agter at gi, bør være en skat jeg kan gjemme.
Over til Itaka fører jeg ei dine hester; nei heller
bør du beholde de herlige dyr; ti vidtstrakte sletter
eier du her, hvor kløveren gror og saftige urter,
hvete og spelt og bredbladet byg i gulnende akre.
Itaka har ikke enger og væddeløpsbaner. Mit hjemland
fostrer kun gjeter, men huer mig mer end beiter for hester.
Ingen av øerne hist har frodige enger og sletter
skikket for kjørsel med hester, og Itaka mindst av dem alle.»
