Denne siden er korrekturlest
Flugt vil han friste og skape sig om til alt som paa jorden
kryper og gaar, til strømmende vand og til brændende luer.
Hold ham da bare urokkelig fast og klem ham des mere.
Men naar han selv lar høre et ord og stiller jer spørsmaal,
omskapt til den som han var, da I saa ham i søvn paa hans leie,
da kan I straks holde inde med vold og slippe den gamle.
Spør ham da, fremmede helt, hvilken guddom du egget til vrede,
og om din vei over fiskerikt hav, naar du stevner mot hjemmet.»
Saa hun talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Selv gik jeg dit hvor skibene laa paa den sandige strandbred.
Lævende banket mit hjerte i bryst, da jeg vandret tilbake.
Men da jeg kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
vandret jeg langs med det blaanende hav med de alfare veier.
Guderne ropte jeg til i min nød, og tre av mit mandskap
førte jeg med, mine tryggeste mænd i alleslags farer.
Ned i havdypet dukket imens gudinden og fire
skind som hun nys hadde flaadd av sælhunder, bragte hun med sig
op fra det bundløse hav; ti hun pønset paa svik mot den gamle.
Da hun i strandbreddens sand hadde gravet et leie for alle,
sat hun og ventet. Vi gik hende nær, og hun lot os i række
lægge os ned og bredte paa hver et skind av en sælhund.
Slemt var det blit os at ligge paa lur; ti vi plagedes svarlig
av en motbydelig stank fra de havopfostrede sæler.
Hvem skulde godvillig lægge sig ned blandt udyr fra havet?
Dog, hun frelste os selv og gav os en ypperlig lindring.
Himmelsk ambrosia tok hun og lagde den under vor næse.
Deilig var duften. Den døvet hin lugt fra de stinkende sjødyr.
Medens det dagedes, ventet vi der med standhaftige hjerter.
Da steg sælflokken op fra det bølgende hav, og i række
gik den til hvile paa strandbreddens sand ved det brusende havdyp.
Men da det led imot middag, steg oldingen op ifra havet.
Sælerne fandt han og vandret omkring og talte dem alle.
Først blandt dyrene talte han os. Han ante jo ikke
at det var svik og lagde sig selv til ro paa sit leie.
kryper og gaar, til strømmende vand og til brændende luer.
Hold ham da bare urokkelig fast og klem ham des mere.
Men naar han selv lar høre et ord og stiller jer spørsmaal,
omskapt til den som han var, da I saa ham i søvn paa hans leie,
da kan I straks holde inde med vold og slippe den gamle.
Spør ham da, fremmede helt, hvilken guddom du egget til vrede,
og om din vei over fiskerikt hav, naar du stevner mot hjemmet.»
Saa hun talte og dukket paany i det bundløse havdyp.
Selv gik jeg dit hvor skibene laa paa den sandige strandbred.
Lævende banket mit hjerte i bryst, da jeg vandret tilbake.
Men da jeg kom til det bølgende hav og ned til min snekke,
gjorde vi maaltidet rede, og snart, da det mørknet mot natten,
gik vi til hvile ved havet hvor brændingen bruste mot stranden.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
vandret jeg langs med det blaanende hav med de alfare veier.
Guderne ropte jeg til i min nød, og tre av mit mandskap
førte jeg med, mine tryggeste mænd i alleslags farer.
Ned i havdypet dukket imens gudinden og fire
skind som hun nys hadde flaadd av sælhunder, bragte hun med sig
op fra det bundløse hav; ti hun pønset paa svik mot den gamle.
Da hun i strandbreddens sand hadde gravet et leie for alle,
sat hun og ventet. Vi gik hende nær, og hun lot os i række
lægge os ned og bredte paa hver et skind av en sælhund.
Slemt var det blit os at ligge paa lur; ti vi plagedes svarlig
av en motbydelig stank fra de havopfostrede sæler.
Hvem skulde godvillig lægge sig ned blandt udyr fra havet?
Dog, hun frelste os selv og gav os en ypperlig lindring.
Himmelsk ambrosia tok hun og lagde den under vor næse.
Deilig var duften. Den døvet hin lugt fra de stinkende sjødyr.
Medens det dagedes, ventet vi der med standhaftige hjerter.
Da steg sælflokken op fra det bølgende hav, og i række
gik den til hvile paa strandbreddens sand ved det brusende havdyp.
Men da det led imot middag, steg oldingen op ifra havet.
Sælerne fandt han og vandret omkring og talte dem alle.
Først blandt dyrene talte han os. Han ante jo ikke
at det var svik og lagde sig selv til ro paa sit leie.
