Denne siden er korrekturlest
Andet vil ogsaa en gud dig hviske i øret. Ei tror jeg
at du er født og har vokset dig stor mot gudernes vilje.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Kom de da dit hvor de pyliske mænd var samlet i møte.
Der sat Nestor i sønnernes kreds, mens svendene travelt
stekte til gildet det opskaarne kjød eller stak det paa spiddet.
Men da de saa at de fremmede kom, gik de alle imot dem,
hilste dem begge med haandslag og bød dem venlig ta sæte.
Først gik Peisistratos, Nestors søn, dem imøte og trykket
fast deres haand og bad dem ta plads ved det festlige gilde.
Nærmest ved Nestor, sin graanede far og sin bror Trasymedes,
bænket han begge paa bløteste feld ved den sandige strandbred.
Stykker av indmaten rakte han dem og øste av bollen
vin i en gylden pokal, og hilsende begge til velkomst
talte han først til Atene, til aigissvingerens datter:
«Bed nu, fremmede gjest, til drotten, den sterke Poseidon;
ti paa jer færd har I truffet os her ved en ofring til guden.
Men naar du selv, som det bør sig, har bedt og bragt ham dit offer,
ræk da til ofring pokalen med honningsøt vin til din fælle;
ti ogsaa han har tilvisse en bøn til de evige guder.
Alle vi mennesker trænger jo haardt til gudernes bistand.
Men han er yngre end du; min jevnlike er han i alder;
ti vil jeg række den gyldne pokal til dig som den første.»
Saa han talte, og bægret med vin han rakte gudinden.
Pallas Atene blev glad, da svenden forstandig og høvisk
først, som det sømmet sig, gav hende selv pokalen at tømme.
Inderlig bad hun en bøn til drotten, den sterke Poseidon:
«Hør os Poseidon, du mægtige gud som favner al jorden!
Negt os dog ikke din naadige hjælp, men hør vore bønner.
Hædre med herligste ry baade Nestor og alle hans sønner.
Skjænk ogsaa alle de andre, som bor i det hellige Pylos
rikelig gave som løn for den herlige festhekatombe.
Und baade mig og Telemakos held til at røkte tilfulde
dette vort ærend, som førte os hit paa vor tjærede snekke.»
Saaledes lød hendes bøn, og selv lot hun alt vorde fuldbragt
Og da hun saa hadde rakt Telemakos tvehankspokalen,
rettet tillike Odyssevs' søn sine bønner til guden.
Derpaa, da kjødet omsider yar stekt og trukket av spiddet.
at du er født og har vokset dig stor mot gudernes vilje.»
Saaledes lød hendes manende ord, og Pallas Atene
vandret nu foran med hastige skridt, mens han fulgte gudinden.
Kom de da dit hvor de pyliske mænd var samlet i møte.
Der sat Nestor i sønnernes kreds, mens svendene travelt
stekte til gildet det opskaarne kjød eller stak det paa spiddet.
Men da de saa at de fremmede kom, gik de alle imot dem,
hilste dem begge med haandslag og bød dem venlig ta sæte.
Først gik Peisistratos, Nestors søn, dem imøte og trykket
fast deres haand og bad dem ta plads ved det festlige gilde.
Nærmest ved Nestor, sin graanede far og sin bror Trasymedes,
bænket han begge paa bløteste feld ved den sandige strandbred.
Stykker av indmaten rakte han dem og øste av bollen
vin i en gylden pokal, og hilsende begge til velkomst
talte han først til Atene, til aigissvingerens datter:
«Bed nu, fremmede gjest, til drotten, den sterke Poseidon;
ti paa jer færd har I truffet os her ved en ofring til guden.
Men naar du selv, som det bør sig, har bedt og bragt ham dit offer,
ræk da til ofring pokalen med honningsøt vin til din fælle;
ti ogsaa han har tilvisse en bøn til de evige guder.
Alle vi mennesker trænger jo haardt til gudernes bistand.
Men han er yngre end du; min jevnlike er han i alder;
ti vil jeg række den gyldne pokal til dig som den første.»
Saa han talte, og bægret med vin han rakte gudinden.
Pallas Atene blev glad, da svenden forstandig og høvisk
først, som det sømmet sig, gav hende selv pokalen at tømme.
Inderlig bad hun en bøn til drotten, den sterke Poseidon:
«Hør os Poseidon, du mægtige gud som favner al jorden!
Negt os dog ikke din naadige hjælp, men hør vore bønner.
Hædre med herligste ry baade Nestor og alle hans sønner.
Skjænk ogsaa alle de andre, som bor i det hellige Pylos
rikelig gave som løn for den herlige festhekatombe.
Und baade mig og Telemakos held til at røkte tilfulde
dette vort ærend, som førte os hit paa vor tjærede snekke.»
Saaledes lød hendes bøn, og selv lot hun alt vorde fuldbragt
Og da hun saa hadde rakt Telemakos tvehankspokalen,
rettet tillike Odyssevs' søn sine bønner til guden.
Derpaa, da kjødet omsider yar stekt og trukket av spiddet.
