Denne siden er korrekturlest
gammel og god, en ublandet drik av guddommelig sødme.
Støttet til væggene stod de i rad, om engang Odyssevs
efter saa mangen en dyst skulde vende tilbake til hjemmet.
Kamret var stængt med en fløidør av tæt sammenføiede planker.
Baade ved nat og ved dag var husholdersken selv, Evrykleia,
vanlig tilstede, en datter av Ops, som var søn av Peisenor.
Tro og paalidelig vogtet hun alt med klokskap og omhu.
fiende fik nu Telemakos kaldt til kamret og mælte:
«Skynd dig, kjære! Hent kvægende vin og fyld den paa krukker.
Ta av den ædleste næst efter den som du vogter saa trofast
bare med tanken paa ham, den usalige ædling Odyssevs,
om han skal komme tilbake og fly fra dødens gudinder.
Tolv skal du fylde i alt og spuns hver krukke forsvarlig.
Fyld saa paa velsydde sækker av skind det mel som jeg trænger.
Ett snes maal skal du ta av det bedsto og fineste bygmel.
Hold for dig selv hvad du vet og sørg for at alting er rede.
Hit skal jeg komme og hente det selv, naar det lider mot kvelden,
først naar min mor forat komme til ro er gaat til sit kammer.
Nu jeg vil fare til Sparta og hen til det sandige Pylos
forat jeg der kan faa nys om min far og faa spurt om hans hjemkomst.»
Saa han talte. Da graat Evrykleia, hans kjærlige amme.
Klagende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Hvorfor, mit elskede barn, er du kommet paa saadanne tanker?
Hvor kan du dog ville vaage dig ut i verden saa vide,
du vor eneste trøst, siden helten, den gjæve Odyssevs,
mistet sit liv saa fjernt fra sit hjem i fremmede lande.
Frierne her vil pønse paa ondt, saasnart du er borte.
Lumskt vil de volde din død, og alt hvad du har, vil de dele.
Bliv dog herhjemme og hold dig i ro! Du maa ikke, kjære,
faa det saa ondt og flakke omkring over havet det golde.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Kjære, vær trøstig. En guddom har lagt mig dette paa sinde.
Lov mig med ed at du ei til min mor skal tale om dette
førend den ellevte dag eller tolvte omsider er kommet,
eller hun savner sin søn og selv faar nys om min reise,
forat hun ikke med graat skal skjæmme sit deilige aasyn.»
Saa han talte og dyrt hun svor ved de evige guder,
og da hun nu hadde svoret sin ed og git ham sit løfte,
Støttet til væggene stod de i rad, om engang Odyssevs
efter saa mangen en dyst skulde vende tilbake til hjemmet.
Kamret var stængt med en fløidør av tæt sammenføiede planker.
Baade ved nat og ved dag var husholdersken selv, Evrykleia,
vanlig tilstede, en datter av Ops, som var søn av Peisenor.
Tro og paalidelig vogtet hun alt med klokskap og omhu.
fiende fik nu Telemakos kaldt til kamret og mælte:
«Skynd dig, kjære! Hent kvægende vin og fyld den paa krukker.
Ta av den ædleste næst efter den som du vogter saa trofast
bare med tanken paa ham, den usalige ædling Odyssevs,
om han skal komme tilbake og fly fra dødens gudinder.
Tolv skal du fylde i alt og spuns hver krukke forsvarlig.
Fyld saa paa velsydde sækker av skind det mel som jeg trænger.
Ett snes maal skal du ta av det bedsto og fineste bygmel.
Hold for dig selv hvad du vet og sørg for at alting er rede.
Hit skal jeg komme og hente det selv, naar det lider mot kvelden,
først naar min mor forat komme til ro er gaat til sit kammer.
Nu jeg vil fare til Sparta og hen til det sandige Pylos
forat jeg der kan faa nys om min far og faa spurt om hans hjemkomst.»
Saa han talte. Da graat Evrykleia, hans kjærlige amme.
Klagende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Hvorfor, mit elskede barn, er du kommet paa saadanne tanker?
Hvor kan du dog ville vaage dig ut i verden saa vide,
du vor eneste trøst, siden helten, den gjæve Odyssevs,
mistet sit liv saa fjernt fra sit hjem i fremmede lande.
Frierne her vil pønse paa ondt, saasnart du er borte.
Lumskt vil de volde din død, og alt hvad du har, vil de dele.
Bliv dog herhjemme og hold dig i ro! Du maa ikke, kjære,
faa det saa ondt og flakke omkring over havet det golde.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Kjære, vær trøstig. En guddom har lagt mig dette paa sinde.
Lov mig med ed at du ei til min mor skal tale om dette
førend den ellevte dag eller tolvte omsider er kommet,
eller hun savner sin søn og selv faar nys om min reise,
forat hun ikke med graat skal skjæmme sit deilige aasyn.»
Saa han talte og dyrt hun svor ved de evige guder,
og da hun nu hadde svoret sin ed og git ham sit løfte,
