Denne siden er korrekturlest
Der gik Antinoos mot ham med smilende aasyn, og venlig
grep han og trykket Telemakos' haand og tok saa til orde:
«Hør nu, Telemakos, djerv som du er og kjæk til at tale.
Agt ikke mere paa haanlige ord og krænkende medfart.
Kom, vær rimelig! Æt og drik som du gjorde det fordum.
Alt dette her skal akaierne snart faa skaffet tilveie,
fartøi og utvalgte sjømænd ombord, saa du snarlig kan høre
nyt om din herlige far, naar du gjester det hellige Pylos.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Nei, Antinoos! nyte med lyst mit maaltid og tie
sittende rolig blandt voldsmænd som jer, det kan jeg dog ikke.
Tykkes det ikke jer friere nok at I fordum forødte
alt mit rike og herlige gods, da jeg endnu var liten?
Nu da barnet har vokset sig stort og jeg hører og fatter
andres forstandige ord og motet er vokset i barmen,
nu vil jeg friste at hidse de grufulde dødsmøer mot jer,
enten jeg drager til Pylos' som gjest eller her i min bolig.
Ja, jeg vil drage. Den færd jeg har nævnt, skal ikke bli opgit,
maa jeg end laane av andre et skib; ti fartøi og mandskap
har jeg jo ikke. I syntes vel selv at det var det bedste.»
Saa han talte og trak med et ryk sin kraftige næve
ut av den andens, mens frierne travlt gjorde maaltidet rede.
Straks gik det løs med haanende ord og spottende tale.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Sandelig pønser Telemakos sterkt paa at dræpe os alle
enten han nu vil skaffe sig hjælp fra det sandige Pylos,
eller vel endog fra Sparta, ti nu er han frygtelig opsat.
Kanske han vil til Efyra, hin by med de frugtbare marker,
for at han derfra kan hente en dræpende gift som han siden
lumsk kan drysse i bollen med vin for at ta os av dage.»
Atter tok en av de unge, hovmodige voldsmænd til orde:
«Aa, hvem vet om han ei, naar han seiler avsted paa sit fartøi,
flakkende fjernt fra venner maa miste sit liv som Odyssevs.
Brysomt blev det. Han øket jo da end mere vor møie.
Alt hvad han eier av gods blev vi nødt til at dele, og huset
maatte vi gi til hans mor og til den som hun da vilde egte.»
Saa de talte; men ned i sin fars høithvælvede kammer
steg han, en rummelig hal hvor dynger av guld og av kobber,
kister med klær og forraad av duftende olje var henlagt.
Der stod fatene fyldte med vin av de ædleste druer,
grep han og trykket Telemakos' haand og tok saa til orde:
«Hør nu, Telemakos, djerv som du er og kjæk til at tale.
Agt ikke mere paa haanlige ord og krænkende medfart.
Kom, vær rimelig! Æt og drik som du gjorde det fordum.
Alt dette her skal akaierne snart faa skaffet tilveie,
fartøi og utvalgte sjømænd ombord, saa du snarlig kan høre
nyt om din herlige far, naar du gjester det hellige Pylos.»
Straks tok den snartænkte svend Telemakos ordet og svarte:
«Nei, Antinoos! nyte med lyst mit maaltid og tie
sittende rolig blandt voldsmænd som jer, det kan jeg dog ikke.
Tykkes det ikke jer friere nok at I fordum forødte
alt mit rike og herlige gods, da jeg endnu var liten?
Nu da barnet har vokset sig stort og jeg hører og fatter
andres forstandige ord og motet er vokset i barmen,
nu vil jeg friste at hidse de grufulde dødsmøer mot jer,
enten jeg drager til Pylos' som gjest eller her i min bolig.
Ja, jeg vil drage. Den færd jeg har nævnt, skal ikke bli opgit,
maa jeg end laane av andre et skib; ti fartøi og mandskap
har jeg jo ikke. I syntes vel selv at det var det bedste.»
Saa han talte og trak med et ryk sin kraftige næve
ut av den andens, mens frierne travlt gjorde maaltidet rede.
Straks gik det løs med haanende ord og spottende tale.
En av de unge hovmodige mænd tok spydig til orde:
«Sandelig pønser Telemakos sterkt paa at dræpe os alle
enten han nu vil skaffe sig hjælp fra det sandige Pylos,
eller vel endog fra Sparta, ti nu er han frygtelig opsat.
Kanske han vil til Efyra, hin by med de frugtbare marker,
for at han derfra kan hente en dræpende gift som han siden
lumsk kan drysse i bollen med vin for at ta os av dage.»
Atter tok en av de unge, hovmodige voldsmænd til orde:
«Aa, hvem vet om han ei, naar han seiler avsted paa sit fartøi,
flakkende fjernt fra venner maa miste sit liv som Odyssevs.
Brysomt blev det. Han øket jo da end mere vor møie.
Alt hvad han eier av gods blev vi nødt til at dele, og huset
maatte vi gi til hans mor og til den som hun da vilde egte.»
Saa de talte; men ned i sin fars høithvælvede kammer
steg han, en rummelig hal hvor dynger av guld og av kobber,
kister med klær og forraad av duftende olje var henlagt.
Der stod fatene fyldte med vin av de ædleste druer,
