Denne siden er korrekturlest
freidig at drage avsted paa mit skib over bølgerne klare
for at faa nys om min bortreiste far, om han nu er paa hjemfærd.
Vit at akaiernes mænd nu agter at hindre min reise,
frierne mest, hin trodsige flok av hovmodige voldsmænd.»
Bedende talte han saa. Da nærmet sig Pallas Atene.
Slaaende lignet hun Mentor av vekst saavelsom av stemme.
Trøstende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Kjære Telemakos, feig eller taapelig vorder du aldrig,
dersom et sind saa kjækt som din fars er lagt dig i barmen,
slik som han var til at naa sine maal i ord og i gjerning,
da vil din færd ei vorde forspildt eller gjøres forgjæves.
Men er du ikke en søn av hin helt og Penelopeia,
tviler jeg paa at du sætter i verk hvad du nu har i sinde.
Faa er de sønnner som helt kan maale sig med sine fædre.
Ringere er de som oftest, og bedre end dem er de sjelden.
Men naar du hverken med tiden blir feig eller svak paa forstanden,
og naar du sletikke helt har gaat glip av Odyssevs' klokskap,
da tør jeg haabe forvisst at du nu fører verket til ende.
Nu kan du trøstig la fare de kortsynte frieres frække
anslag og rænker; ti klokskap og retsind mangler de ganske.
Endnu forstaar de jo ei at dødens den sorte gudinde
nærmer sig raskt, at en eneste dag skal fælde dem alle.
Ei er den længer saa fjern den færd som du nu har paa hjerte;
ti fra din far har du arvet i mig en ven og en hjælper,
en som skal ruste dit letrodde skib og selv følge med dig.
Gaa nu tilbake til borgen og bland dig i friernes skare.
Rust dig med rikelig kost og læg den i kar og i kister.
Vin skal du hælde paa krukker; i sækker av skind skal du gjemme
bygmelet, mændenes marv, og selv skal jeg samle blandt folket
svende som følger dig villig. Av fartøier findes jo mange
her paa det omflytte Itakas ø, baade nye og gamle.
Dem skal jeg nu ta i øiesyn selv og vælge det bedste.
Naar vi saa skyndsomt har rustet det ut, skal vi stikke i sjøen.»
Saaledes talte Atene, hin Alfaders datter, og længe
dvælte Telemakos ei, da han hørte gudindens formaning.
Ynglingen skyndte sig hjem til sit hus med mismod i hjertet.
Inde paa borggaarden traf han de trodsige friere. Ivrig
flaadde de gjeter og svidde de børstede svin over ilden.
for at faa nys om min bortreiste far, om han nu er paa hjemfærd.
Vit at akaiernes mænd nu agter at hindre min reise,
frierne mest, hin trodsige flok av hovmodige voldsmænd.»
Bedende talte han saa. Da nærmet sig Pallas Atene.
Slaaende lignet hun Mentor av vekst saavelsom av stemme.
Trøstende talte hun saa med vingede ord til sin yndling:
«Kjære Telemakos, feig eller taapelig vorder du aldrig,
dersom et sind saa kjækt som din fars er lagt dig i barmen,
slik som han var til at naa sine maal i ord og i gjerning,
da vil din færd ei vorde forspildt eller gjøres forgjæves.
Men er du ikke en søn av hin helt og Penelopeia,
tviler jeg paa at du sætter i verk hvad du nu har i sinde.
Faa er de sønnner som helt kan maale sig med sine fædre.
Ringere er de som oftest, og bedre end dem er de sjelden.
Men naar du hverken med tiden blir feig eller svak paa forstanden,
og naar du sletikke helt har gaat glip av Odyssevs' klokskap,
da tør jeg haabe forvisst at du nu fører verket til ende.
Nu kan du trøstig la fare de kortsynte frieres frække
anslag og rænker; ti klokskap og retsind mangler de ganske.
Endnu forstaar de jo ei at dødens den sorte gudinde
nærmer sig raskt, at en eneste dag skal fælde dem alle.
Ei er den længer saa fjern den færd som du nu har paa hjerte;
ti fra din far har du arvet i mig en ven og en hjælper,
en som skal ruste dit letrodde skib og selv følge med dig.
Gaa nu tilbake til borgen og bland dig i friernes skare.
Rust dig med rikelig kost og læg den i kar og i kister.
Vin skal du hælde paa krukker; i sækker av skind skal du gjemme
bygmelet, mændenes marv, og selv skal jeg samle blandt folket
svende som følger dig villig. Av fartøier findes jo mange
her paa det omflytte Itakas ø, baade nye og gamle.
Dem skal jeg nu ta i øiesyn selv og vælge det bedste.
Naar vi saa skyndsomt har rustet det ut, skal vi stikke i sjøen.»
Saaledes talte Atene, hin Alfaders datter, og længe
dvælte Telemakos ei, da han hørte gudindens formaning.
Ynglingen skyndte sig hjem til sit hus med mismod i hjertet.
Inde paa borggaarden traf han de trodsige friere. Ivrig
flaadde de gjeter og svidde de børstede svin over ilden.
