Denne siden er korrekturlest
Dog ved fakkelskjær løste hun op om natten sin islæt.
Saaledes holdt hun os alle for nar tre aar med sit paafund,
men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
da gav en kvinde som visste besked, os nys om det hele,
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islæt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa til væven var færdig.
Dig skal vi friere nu gi et svar, saa du tydelig skjønner
selv hvad vi vil og alle akaierne klart kan forstaa det.
Bort fra dit hus skal du sende din mor, og byd hende egte
den som hun selv synes om og som hendes far maatte vælge.
La hende ikke faa plage akaiernes sønner for længe,
stolende trygt i sit sind paa de gaver hun skylder Atene,
haandlag til alt som kan virkes med kunst og ypperlig klokskap,
listige rænker saa slu som vi end ikke hørte at rygtet
meldte om haarfagre kvinder, som levet tilforn i Akaia,
møen Mykene med krans om sit haar og Alkmene og Tyro.
Ingen av disse var kløktig og slu som Penelopeia.
Dog, hun faar visselig ei noget held med dette sit paafund;
ti vi skal øde dit samlede gods og fortære din velstand,
stadig, saa længe hun har dette sind som guderne lægger
i hendes kløktige barm. For sig selv kan hun rigtignok vinde
glimrende ry; men hun volder at du maa miste din velstand.
Ti vi vil hverken gaa hjem til os selv eller fri til en anden,
før av akaiernes helte hun egter den mand som hun lyster.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Nei, Antinoos! Jage min mor som har fostret mig kjærlig,
kan jeg dog ikke. Hvad enten min far er død eller lever,
er han i fremmede land, og tungt vil det bli at betale
bot til Ikarios, dersom min mor jeg jager fra borgen.
Ondt vil times mig fra hendes far, og mer vil en guddom
sende mig; ti naar min mor skal gaa fra vort hus, vil hun trygle
hævnens de grumme gudinder, og folket vil laste min haardhet.
Derfor vil aldrig min mund kunne si det ord som du kræver.
Dersom I endnu kan blyges og skamme jer inderst i sjelen,
da bør I rømme mit hus og søke til gilder hos andre,
gaa hos hverandre paa omgang og tære paa gods som I eier.
Men dersom dette er efter jert sind. og det tykkes jer bedre
her at tære paa andenmands gods og gjøre det strafløst,
vel, saa gjør det. Jeg selv skal be til de evige guder,
om det forundes mig engang av Zevs at straffe jer voldsfærd.
Saaledes holdt hun os alle for nar tre aar med sit paafund,
men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
da gav en kvinde som visste besked, os nys om det hele,
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islæt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa til væven var færdig.
Dig skal vi friere nu gi et svar, saa du tydelig skjønner
selv hvad vi vil og alle akaierne klart kan forstaa det.
Bort fra dit hus skal du sende din mor, og byd hende egte
den som hun selv synes om og som hendes far maatte vælge.
La hende ikke faa plage akaiernes sønner for længe,
stolende trygt i sit sind paa de gaver hun skylder Atene,
haandlag til alt som kan virkes med kunst og ypperlig klokskap,
listige rænker saa slu som vi end ikke hørte at rygtet
meldte om haarfagre kvinder, som levet tilforn i Akaia,
møen Mykene med krans om sit haar og Alkmene og Tyro.
Ingen av disse var kløktig og slu som Penelopeia.
Dog, hun faar visselig ei noget held med dette sit paafund;
ti vi skal øde dit samlede gods og fortære din velstand,
stadig, saa længe hun har dette sind som guderne lægger
i hendes kløktige barm. For sig selv kan hun rigtignok vinde
glimrende ry; men hun volder at du maa miste din velstand.
Ti vi vil hverken gaa hjem til os selv eller fri til en anden,
før av akaiernes helte hun egter den mand som hun lyster.»
Nu tok den snartænkte svend Telemakos atter til orde:
«Nei, Antinoos! Jage min mor som har fostret mig kjærlig,
kan jeg dog ikke. Hvad enten min far er død eller lever,
er han i fremmede land, og tungt vil det bli at betale
bot til Ikarios, dersom min mor jeg jager fra borgen.
Ondt vil times mig fra hendes far, og mer vil en guddom
sende mig; ti naar min mor skal gaa fra vort hus, vil hun trygle
hævnens de grumme gudinder, og folket vil laste min haardhet.
Derfor vil aldrig min mund kunne si det ord som du kræver.
Dersom I endnu kan blyges og skamme jer inderst i sjelen,
da bør I rømme mit hus og søke til gilder hos andre,
gaa hos hverandre paa omgang og tære paa gods som I eier.
Men dersom dette er efter jert sind. og det tykkes jer bedre
her at tære paa andenmands gods og gjøre det strafløst,
vel, saa gjør det. Jeg selv skal be til de evige guder,
om det forundes mig engang av Zevs at straffe jer voldsfærd.
