Denne siden er korrekturlest
bygger og bor, og frygt at guderne selv i sin vrede,
egget til harm ved jer skamløse færd, skal ændre det hele.
Ja, jeg ber jer ved Zevs, den olympiske hersker, og Temis,
hun som lar mændene stevne til ting og hæver et møte:
Kjære, hold op! La mig pines av sorg, men faa være alene,
dersom da ikke min far, den gjæve Odyssevs, i vrede
plaget akaiernes hærklædte mænd, saa I ønsker til gjengjæld
nu i jer vrede at plage mig selv ved at egge imot mig
frierne her. For mig var det bedst om I alle tilhobe
ødte i gjestebud alt hvad jeg har og fortærte mit smaafæ.
Vederlag fik jeg vel, hvis det var jer som aat mig av huset.
Ti for at kræve tilbake mit gods, kom jeg da til at vandre
tryglende om i vor by, til alting blev git mig tilbake.
Haabløs er derimot nu den kval I volder mit hjerte.»
Saaledes talte han vred og kastet med strømmende taarer
staven til jord, og det samlede folk blev grepet av medynk.
Alle de andre sat tause, og ingen bar over sit hjerte
frækt at svare med krænkende ord paa Telemakos' tale.
Bare Antinoos gav ham et svar og tok trodsig til orde:
«Frække Telemakos, pralende svend, hvad var det du sagde?
Sig, vil du skamme os ut og faa folk til at laste vor adfærd?
Disse akaier som frir til din mor, skal ikke ha skylden.
Skylden er hendes, din mors, som ei har sin like i sluhet.
Ti hun lar aarene gaa, det tredje og snart vel det fjerde,
medens hun skuffende daarer akaiernes hjerte i brystet.
Alle som en gir hun haab; hver mand gir hun løfter og sender
bud til enhver; men i tanker og sind er hun optat av andet.
Nu har hun tænkt ut paany i sit sind et listelig paafund.
Ti hun fik sat op en væv i sit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt og gav os tilkjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs fandt døden.
Vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa tilspilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa hun talte og daaret med list vore mandige hjerter.
Derefter vævet hun stadig ved dag paa væven den lange;
egget til harm ved jer skamløse færd, skal ændre det hele.
Ja, jeg ber jer ved Zevs, den olympiske hersker, og Temis,
hun som lar mændene stevne til ting og hæver et møte:
Kjære, hold op! La mig pines av sorg, men faa være alene,
dersom da ikke min far, den gjæve Odyssevs, i vrede
plaget akaiernes hærklædte mænd, saa I ønsker til gjengjæld
nu i jer vrede at plage mig selv ved at egge imot mig
frierne her. For mig var det bedst om I alle tilhobe
ødte i gjestebud alt hvad jeg har og fortærte mit smaafæ.
Vederlag fik jeg vel, hvis det var jer som aat mig av huset.
Ti for at kræve tilbake mit gods, kom jeg da til at vandre
tryglende om i vor by, til alting blev git mig tilbake.
Haabløs er derimot nu den kval I volder mit hjerte.»
Saaledes talte han vred og kastet med strømmende taarer
staven til jord, og det samlede folk blev grepet av medynk.
Alle de andre sat tause, og ingen bar over sit hjerte
frækt at svare med krænkende ord paa Telemakos' tale.
Bare Antinoos gav ham et svar og tok trodsig til orde:
«Frække Telemakos, pralende svend, hvad var det du sagde?
Sig, vil du skamme os ut og faa folk til at laste vor adfærd?
Disse akaier som frir til din mor, skal ikke ha skylden.
Skylden er hendes, din mors, som ei har sin like i sluhet.
Ti hun lar aarene gaa, det tredje og snart vel det fjerde,
medens hun skuffende daarer akaiernes hjerte i brystet.
Alle som en gir hun haab; hver mand gir hun løfter og sender
bud til enhver; men i tanker og sind er hun optat av andet.
Nu har hun tænkt ut paany i sit sind et listelig paafund.
Ti hun fik sat op en væv i sit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt og gav os tilkjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs fandt døden.
Vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa tilspilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa hun talte og daaret med list vore mandige hjerter.
Derefter vævet hun stadig ved dag paa væven den lange;
