Denne siden er korrekturlest
Hvem har da samlet os nu? Hvem ønsker saa ivrig et møte,
enten han nu er yngre av aar eller en av de ældre?
Mon han har faat noget bud om vor hær, at den nu er paa hjemfærd?
Vil han nu melde os hvad han fik spurt, eller er det en anden
landssak han vil lægge frem for vort folk og ønsker at drøfte?
Rigtig en hædersmand tykkes han mig, velsignet av guder.
Maatte nu Zevs fuldbyrde for ham hvad hans hjerte begjærer.»
Saa han talte, og glad blev Odyssevs' søn ved hans lovord.
Ei blev han sittende længe i ro; ti han ønsket at tale.
Midt i forsamlingen traadte han frem, og herolden Peisenor,
klok og omtænksom av sind, stod frem og rakte ham staven.
Derefter rettet han først sine ord til den værdige olding:
«Gamle, hin mand staar ikke saa fjernt, som du snart skal erfare.
Folket er samlet av mig; ti sorgen har rammet mig haardest.
Ei har jeg faat noget bud om vor hær at den nu er paa hjemfærd,
saa jeg vil melde jer hvad jeg fik spurt, og det er ei en anden
landssak jeg nu lægger frem for vort folk og ønsker at drøfte;
men det er noget som gjælder mig selv. To ulykker tunge
rammet mit hus: Jeg har mistet min far, hin ædling som engang
hersket iblandt jer som drot og var mild som en far mot jer alle.
Værre er dette som plager mig nu og som snarlig vil volde
undergang svar for mit hus og røve mig hele min velstand.
Friere trænger sig ind paa min mor imot hendes vilje,
sønner av høibaarne mænd som i rang er de første i landet.
Samtlige kvier de sig for at gaa til Ikarios' bolig,
saa hendes far kunde utstyre selv sin datter og skjænke
bruden til den som huet ham bedst og var ham velkommen.
Derimot kommer de daglig til os som ubudne gjester,
slagter i mængde vort fæ, vore lam og de feteste gjeter,
fraadser og drikker den funklende vin i lystige gilder
tankeløst frækt og øder vort gods; ti en mand som Odyssevs,
en som kan verne vort hus mot fordærv, maa vi bitterlig savne.
Jeg er jo ikke istand til at verge os. Ynkelig haanet
blir jeg vel siden som nu og lærer vel ei at slaa fra mig.
Hadde jeg kræfter til forsvar, saa mangler forvisst ikke viljen.
Ingen kan taale i længden det hærverk I her har forøvet.
Skammelig øder I hele mit hus. Ja, skam jer og blyges
endelig engang for grandefolks dom, for dem som omkring os
enten han nu er yngre av aar eller en av de ældre?
Mon han har faat noget bud om vor hær, at den nu er paa hjemfærd?
Vil han nu melde os hvad han fik spurt, eller er det en anden
landssak han vil lægge frem for vort folk og ønsker at drøfte?
Rigtig en hædersmand tykkes han mig, velsignet av guder.
Maatte nu Zevs fuldbyrde for ham hvad hans hjerte begjærer.»
Saa han talte, og glad blev Odyssevs' søn ved hans lovord.
Ei blev han sittende længe i ro; ti han ønsket at tale.
Midt i forsamlingen traadte han frem, og herolden Peisenor,
klok og omtænksom av sind, stod frem og rakte ham staven.
Derefter rettet han først sine ord til den værdige olding:
«Gamle, hin mand staar ikke saa fjernt, som du snart skal erfare.
Folket er samlet av mig; ti sorgen har rammet mig haardest.
Ei har jeg faat noget bud om vor hær at den nu er paa hjemfærd,
saa jeg vil melde jer hvad jeg fik spurt, og det er ei en anden
landssak jeg nu lægger frem for vort folk og ønsker at drøfte;
men det er noget som gjælder mig selv. To ulykker tunge
rammet mit hus: Jeg har mistet min far, hin ædling som engang
hersket iblandt jer som drot og var mild som en far mot jer alle.
Værre er dette som plager mig nu og som snarlig vil volde
undergang svar for mit hus og røve mig hele min velstand.
Friere trænger sig ind paa min mor imot hendes vilje,
sønner av høibaarne mænd som i rang er de første i landet.
Samtlige kvier de sig for at gaa til Ikarios' bolig,
saa hendes far kunde utstyre selv sin datter og skjænke
bruden til den som huet ham bedst og var ham velkommen.
Derimot kommer de daglig til os som ubudne gjester,
slagter i mængde vort fæ, vore lam og de feteste gjeter,
fraadser og drikker den funklende vin i lystige gilder
tankeløst frækt og øder vort gods; ti en mand som Odyssevs,
en som kan verne vort hus mot fordærv, maa vi bitterlig savne.
Jeg er jo ikke istand til at verge os. Ynkelig haanet
blir jeg vel siden som nu og lærer vel ei at slaa fra mig.
Hadde jeg kræfter til forsvar, saa mangler forvisst ikke viljen.
Ingen kan taale i længden det hærverk I her har forøvet.
Skammelig øder I hele mit hus. Ja, skam jer og blyges
endelig engang for grandefolks dom, for dem som omkring os
