Denne siden er korrekturlest
ANDEN SANG.
ITAKESIERNES TINGMØTE. TELEMAKOS' REISE.
Men da den aarvaakne Eos i rosenskjær straalte paa himlen,
reiste Odyssevs' søn sig op fra sit leie, og hastig
klædte han sig og hængte sit sverd, det skarpe om skuldren.
Under de skinnende føtter han bandt de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Derpaa befalte han straks de høimælte, gjæve herolder
hastig at kalde til tinge akaiernes haarfagre helter.
Høilydt meldte de budet, og mændene samlet sig hurtig.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
tok han i haanden sit malmhvasse spyd og stevnet til møtet.
Ei gik han ene; et rapfotet hundepar fulgte sin herre.
Over ham sænket Atene et skjær av guddommelig skjønhet;
hele forsamlingen saa paa den kommende helt med beundring.
Alle vek plads, og han satte sig ned paa den fædrene tronstol.
Først av dem alle tok helten Aigyptios ordet paa tinge,
bøiet av alderens vegt, men rik paa indsigt og visdom.
Spydhelten Antifos, oldingens søn, var dragen i leding
frem til det hestrike Troja og fulgte paa stavnhøie snekker
drotten Odysseus, men mistet sit liv i den hvælvede hule,
dræpt av den vilde kyklop, da han sidstegang laget sit maaltid.
Tre var endnu i live; den ene, Evrymakos, vanket
stadig blandt frierne. Tvende holdt til hos sin far paa hans marker.
Dog, han jamret i sorg over hin som han ei kunde glemme.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Lyt nu, samtlige Itakas mænd, til det jeg vil si jer:
Ei blev vi nogengang stevnet til ting eller møte i raadet,
siden den gjæve Odyssevs drog bort paa de stavnhøie snekker.
reiste Odyssevs' søn sig op fra sit leie, og hastig
klædte han sig og hængte sit sverd, det skarpe om skuldren.
Under de skinnende føtter han bandt de skjønne sandaler,
og som en gud, saa herlig og kjæk, gik han ut av sit kammer.
Derpaa befalte han straks de høimælte, gjæve herolder
hastig at kalde til tinge akaiernes haarfagre helter.
Høilydt meldte de budet, og mændene samlet sig hurtig.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
tok han i haanden sit malmhvasse spyd og stevnet til møtet.
Ei gik han ene; et rapfotet hundepar fulgte sin herre.
Over ham sænket Atene et skjær av guddommelig skjønhet;
hele forsamlingen saa paa den kommende helt med beundring.
Alle vek plads, og han satte sig ned paa den fædrene tronstol.
Først av dem alle tok helten Aigyptios ordet paa tinge,
bøiet av alderens vegt, men rik paa indsigt og visdom.
Spydhelten Antifos, oldingens søn, var dragen i leding
frem til det hestrike Troja og fulgte paa stavnhøie snekker
drotten Odysseus, men mistet sit liv i den hvælvede hule,
dræpt av den vilde kyklop, da han sidstegang laget sit maaltid.
Tre var endnu i live; den ene, Evrymakos, vanket
stadig blandt frierne. Tvende holdt til hos sin far paa hans marker.
Dog, han jamret i sorg over hin som han ei kunde glemme.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Lyt nu, samtlige Itakas mænd, til det jeg vil si jer:
Ei blev vi nogengang stevnet til ting eller møte i raadet,
siden den gjæve Odyssevs drog bort paa de stavnhøie snekker.
