og truanda, er dat einn orpheusk skáldasong, og dann nya tidin verdr gripin av gudrædsla, stadnar eitt bil og höyrir medlidandi og litillátin dessi kvædin. Hvar darimot slikt harmatal tredr fram med pretta og skröyt, frodlátit ljugandi,[1] stelandi frá dann nya tidin og med tjovsgods verjandi dann gamla, dar verda hennar varnadarmenn til helvitis sendi og med vald slengdi utyvir ættirnisstapinn, hvar dei ellest kunni hava setit og sungit sig inn i ævinlig sæla. Hin ovannevnda kærimál og hin skuldargipt eru ofsafull, skráytandi, frodlátin ljugandi nog til at freista til einn sakfellidom[2] yvir dei, som bera dei fram. Men me skulu do vara oss fyri at falla i freistinffin. Diat hvorleid deirra ordtak, deirra herskrik lydr, so meina dei dat do til dat betsta. Dei eru i sini tankar fostrlandsvinir. Dei tykkjast vita, hvat dei hava; tröysta sig med, at detta er dat betsta; og rædast dat nya, som dei inki kenna. Dei tru inki, nær einn segir deim, hvat folkit eigr, og lytr hava fram, um dat einngáng vil gledjast vid sid-
