sjalft hevir alat máltrádomarni; „dei hava ingin styd i sogunni, inginn hærri uppruni“. Men nu hevir visindit fört oll „generatio æquivoca“ in absurdum; hverr auglysing hevir sin hærri orsok; og me hava sannfört, at málfremdinn i Noreg hevir ein saga.
Me skrida nu til kenningin fyri at tena trongleiki og einstödingskap vid at fremda norrönatungan. Dessi kenning krevr litit meiri gaum. Hun tykkir alt vid fyrsta sjonin vera gengin ut ur ein skynsom ond og vinnr so mykit heldr trunad, som tidin og umstodurna á einstak máti gera sitt til at stydja hana. Men trátt fyri hennar blekkjandi nattur skulu me vera heppni noss til at gegna hana.
Fyrr enn me gánga vidar, vilja me imedan bert minna vár lesari um, at kver tid hevir sitt ordtak som herskrik i framstevnunni til sanleiks sigr oss og sæla. Dann, som mælir mot slikt ordtak, segja dei, misgár sin tid; men dann, som misgár sin tidl, höyrir
