til frá 1814 og til nu, men hevir avbragdsliga á seinri dogum synliga gagnat norrönleikinn. Wergelands-umhvarvit kann verda kennt vid detta, at skáldit i verdkennslunni av tjodligt sjalvrædi talar til folkit og vekr dat til vitan um og vyrding av dess vunni rett. Dei seinri tidir kunna serliga verda kennda vid detta, at visindamanninn rolig og trygg synir oss endalyktirna av rannsokn sin, synir oss vandliga,[1] hvar tjodin nu soguliga stendr - og at di leiti[2] hevir hann dá nádd fram til dat endamál, som dann i uklárleiki verandi tjodin genum honum leitadi fram til. I bædi umhvarvin, bædi i Wergelands — skáldins — og i Munchs, Keysers, Ungers, Ásens, — visindamannins — tidarumhvarv hevir tjodarvitindit klárnast og so mykit meir i dat sidsta enn i dat fyrsta, som vitindit um, hvat hun er og eigr med retti, er störra og sterkara en bert vitindit um hennar rett at vera nokkut, utan at vita hvat elr hvorleid. — Men lika eins, som me i dann sig alt meir og meir klárnandi tjodarvitan nettupp
