Dernæst findes et Spor, rigtignok kun et eneste,
der synes at tyde paa, at Olafs Moder, Aasta Gudbrandsdatter,
har nydt, om just ikke Dyrkelse som Helgeninde,
saa dog været Gjenstand for en særegen Opmærksomhed
i sin Egenskab af Moder til Landshelgenen, og
i dette Tilfælde er Ligheden med Jomfru Maria umiskjendelig.
Der er nemlig bevaret et Afrids af en Art
Altertavle, som har prydet en norsk Kirke, uvist hvilken,
og som har været opfyldt med en Mængde Navne,
i øverste Felt Helgennavne, i nederste Navne af Danmarks
og Norges Kongehuse i den ældste Tid, den
sidste Række aabenbart ufuldendt. Mellem disse Navne
og vel at mærke i øverste Felt, ved Siden af Maria
Jacobi og lige nedenunder Sancta Elisabeth, læser man:
»Asta regina, mater Sancti Olavi«.[1] Fastholder man
dette, tør man muligens have et vink til Fortolkningen
af et af den norske Folkedigtnings allermærkeligste
Frembringelser, det skjønne Draumekvæde. Den Person,
der i dette Digt fortæller sin Drøm, hvilken har
varet fra Juleaften til trettende Dag i Julen, kaldes nemlig
Olaf Aastasøn, skjønt man rigtignok ogsaa har Varianterne
Aaknisøn og Aasgaardssøn.[2] Forlængst har
man været inde paa, at Olaf den hellige kan have været
ment med denne »Olaf Aastasøn«,[3] men denne Formod-
- ↑ Scr. Rer. Dan. VI. p. 375–376 med tilhørende Facsimile.
- ↑ Norske Folkeviser, samlede og udgivne af M. B. Landstad, Chra. 1853, S. 57.
- ↑ Saaledes Jørgen Moe (Saml. Skrifter, II. S. 106), Landstad (l. c.) og Sophus Bugge (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af M. J. Monrad og H. Winter-Hjelm, Chra. 1854–1855, S. 103). Landstad fremsætter forøvrigt den besynderlige Mening, at Drømmeren skulde være Ansgarius, en Norge uvedkommende og for dets Folkedigtning fuldstændig fremmed Personlighed.
