og vilde derfor lade Olaf udsætte. Men der viste sig et vidunderligt Lys over Huset, i hvilket Barnet var født, og han opgav sit Forsæt.[1] Man maa her tænke paa Stjernen over Huset, hvori Jesusbarnet opholdt sig (Matth. Cap. II, 9).
Endnu stærkere fremtræder Ligheden med Evangeliet ved det Forhold, hvori Olaf Trygvessøn stilles til Olaf den hellige. At man, som allerede anført, betragtede den første Olaf som den andens Forløber, var i og for sig naturligt nok, men man vovede allerede tidlig at sammenstille dette Forhold med Johannes Døberens til Christus. Odd Snorressøn, der skal have levet i Thingeyre Kloster paa Island mod Slutningen af det tolvte Aarhundrede, og hvis latinske Skrift om Olaf Trygvessøn haves i islandsk Bearbeidelse, udtaler dette ligefrem i sin Prologus[2] og udvikler senere den samme Tanke i følgende Ord: Olaf Trygvessøn beredte og satte Grundvolden til Christendommen, men den hellige Olaf reiste Væggene; Olaf Trygvessøn satte Vingaarden, men den hellige Olaf lod Vinrankerne slynge sig med fagre Blomster og allehaande Frugt.[3] Uden al Tvivl er det ogsaa denne Opfatning der har fremkaldt Sagnet om, at den første Olaf havde ladet Olaf den hellige døbe og staaet Fadder til ham, en Fortælling, der nu neppe mere finder Tiltro hos Historikerne.[4]
- ↑ Fornmanna Søgur, IV. S. 32.
- ↑ »Ok sva sem Ioan baptisti var hans (drottins)fyrir renna ri, sva var oc Olafr konungr Tryggvason fyrir rennari ens helga Olafs konungs.« K. Olaf Tryggvesøns Saga af Odd Snorressøn, udg. af P. A. Munch, Chra. 1853. S. 1.
- ↑ Sammesteds S. 39.
- ↑ K. Maurer, Die Bekehrung des Norwegischen Stammes zum Christenthume, I. S. 513–514.
