relikvier bleve ogsaa overladte Kirken fra Universitetets Oldsagsamling. Samme Aar indkjøbte ogsaa katholske Missionærer Altengaard i Finmarken, kaldte den »St. Olafs Gaard« og forsøgte her at grunde et Collegium.[1] Maaske ere andre katholske Menigheder og Gudshuse ligeledes blevne opkaldte efter Helgenen. Mærkelig nok havde imidlertid, nogle Maaneder førend Olafskirken i Christiania indviedes, en protestantisk Præst i vort Land foreslaaet, at St. Olafs Dag skulde gjenoptages som kirkelig Festdag ogsaa i den norsk lutherske Kirke, og han havde i sine Avisartikler herom endog foreslaaet Text og gjort Udkast til en Collect.[2]
I vore Dage uddø de gamle Sagn af enhver Art hurtigt hos vor Almue, en Følge af, at ogsaa dennes Børn nu nyde methodisk Skoleundervisning. Samtidig søger Videnskaben baade at redde, hvad der endnu har holdt sig i Traditionen, og at fremdrage for Lyset, hvad der skjuler sig i forglemte Bøger og Haandskrifter. Ogsaa St. Olafs Helgenry har saaledes begyndt at hæve sig fra en lidet paaagtet Almueerindring til at blive Videnskabens og derved Nationens Eiendom. Den Betydning som ikke alene den historiske Olaf, men ogsaa den i Middelalderen dyrkede halvt mythiske Helgen engang har havt for Kirken, Staten og Samfundet, vil herefter ikke blive upaaagtet.
Allerede den Eidsvoldske Rigsforsamling bestemte, at Throndhjems Domkirke, St. Olafs gamle Helligdom, skulde være Kroningsstedet for Norges Konger.[3] Da
