ganske vist Taler i denne Retning været at høre. I Literaturen have de imidlertid neppe efterladt sig Spor. Kun vil man i den Katechismusforklaring, som den bekjendte Biskop Ludvig Munthe i Bergen udgav 1644, finde en alvorlig Advarsel imod at »holde sig til St. Olufs Kilde«.[1] Endnu omtrent hundrede Aar senere giver Uviljen mod Olafsdyrkelsens Erindringer sig Luft i Biskop Eiler Hagerups (den ældres) Fortale til hans »Otte Præstevielsestaler, holdne i Throndhjems Domkirke« (Throndhjem 1741. 4to.) Dette var den første Bog, der blev trykt i Throndhjem, og idet Biskoppen gjør opmærksom herpaa, tilføier han: »Bogtrykkeriet er en større Prydelse for den ældgamle Throndhjems By end alle dens saakaldte Sancti Olai Relikvier, som her fordum have været forvarede.«
I vore Dage, da katholsk Gudstjeneste, efterat have været forbudt i mere end trehundrede Aar, atter er bleven tilladt i Norge, er samtidig Olaf bleven gjenindsat som Helgen for dette Troessamfunds Bekjendere. Da det, allerede forinden Loven af 16 Juli 1845 udkom, ved kgl. Resol. af 6 Marts 1843 var blevet Katholikerne tilladt at oprette en Menighed i Christiania »indtil Videre«, stiftedes en saadan i et privat Hus i Hovedstaden Palmesøndag 1843 og fik Navn af St. Olafs Menighed. Tretten Aar senere blev (24de August 1856) den katholske Kirke i Christiania indviet af Biskop J. L. Studach og blev ligeledes helliget Olaf.[2] Nogle Olafs-
