Ogsaa i Sjelland holdt Mindet om St. Olaf sig
længe vedlige, og Egnen ved Roskildefjorden synes særlig
at have bevaret det, ja Sagnet skal endnu ikke være
uddøet i den østlige Del af Horns Herred, i Kirkesognene
Skuldelev og Selsø. I det sidstnævnte Sogn er
der en Hellig-Olafs Kilde i Skoven, »til hvilken de Syge
endnu valfarte St. Hans Nat«.[1]
Saaledes har Olafs Minde som Helgen været bevaret af Almuen overalt i Norge og fleresteds i de øvrige nordiske Lande. Udenfor Norden vedblev naturligvis den katholske Kirke at erkjende ham som Helgen, men hans Dyrkelse er rimeligvis efterhaanden ophørt i de Kirker eller ved de Altere, som have været ham indviede i Lande, der holdt fast ved Katholicismen,[2] indtil for nogle Aar siden Katholikerne i Norges egen Hovedstad atter reiste ham en Kirke. Han fandt imidlertid en ærefuld Plads i flere af de store Samlinger af Helgenbiographier, af hvilke dog kun den store, der er bekjendt under Navn af Acta Sanctorum, for hans Vedkommende tilbyder nogen Interesse.
For den lutherske Geistlighed maatte det i den første Tid efter Reformationen være en Hovedopgave at bekjæmpe Helgendyrkelsen, da netop denne under Katholicismen som intet andet var groet ind i Folkets Bevidsthed. Selvfølgelig have de nye Præster ikke mindst stræbt at udrydde Dyrkelsen af Olaf, den store Folkehelgen, og paa mere end en Prædikestol have
