dera af et gammelt Orgelverk og i Taarnet en gammel Klokke med Aarstallet 1444.«[1]
I 1820 besøgtes det samme Sted af en lærd tydsk Reisende, Professor Schubert fra Greifswald, hvis udførlige Beskrivelse af denne Olafscultus i det Væsentlige stemmer med Hilfelings. Han angiver Antallet af de Pilegrime, der indfandt sig omkring den 29de Juli, til fem hundrede aarlig, og tilføier, at der blandt dem ogsaa var flere Danske, samt at Ofringer fandt Sted til flere Tider af Aaret, f. Ex. paa St. Hansdag, ja at Offer ofte indløb med Posten. Olafsbilledets høire Haand var imidlertid nylig bleven afhugget af en Officer og det paa selve Olsokdagen.[2]
Endnu i vor Tid er denne seige Olafsdyrkelse i hin Kirke ikke ganske ophørt, thi da den danske Architecturmaler J. Kornerup for nogle Aar siden, ligeledes ved Olafsmarkedets Tid, besøgte den, erfarede han, at Syge endnu snege sig til at gnide sit Legeme med Øxebladet. Sølvøxen var engang bleven stjaalen fra St. Olaf, men »Tyven havde snart faaet Verk i alle sine Lemmer og faldt fra en Sygdom i en anden, saa at han fandt det rigtigst at bringe Øxen tilbage, hvorefter Sygdommen øieblikkelig forlod ham.«[3] Endnu har denne Kirke bedre end nogen anden i Skaane bevaret sit middelalderlige Udseende, og dens Helgenaltere og øvrige Prydelser ere fremdeles i Behold.[4]
- ↑ P. F. Suhm, Historie-af Danmark, III. S. 687 fgg.
- ↑ Fr. Wilh. v. Schubert, Reise durch Schweden, Norwegen, Lappland, Finnland und Ingermannland, III. Lpz. 1824, S. 409–413.
- ↑ Folkekalender for Danmark, 1871, S. 133. Digteren H. F. Ewald har i sin Roman Nils Brahe, Kbhvn. 1877, I. S. 1 fgg. henlagt nogle Scener til denne Olafskirke.
- ↑ Samlingar till Skånes historia etc., 1873, S. 75.
