ved, at den ikke var uden Lighed med det synkende Hedenskabs Forestillinger om Heroer, Genier o. s. v. og saaledes kunde smelte sammen med den overtroiske Almues Polytheisme, der havde havt Aartusinders Vext og var saa stærkt knyttet til det hele Folkeliv.[1] Da man begyndte at bygge Kirker og Kapeller over de Helliges Grave, lagde man nu Syge ned i disse, ligesom fordum i Æskulaps Tempel, for at de kunde blive friske igjen ved den Helliges umiddelbare Hjelp eller ogsaa ved en Vision komme til Kundskab om det rette Lægemiddel, og som tidligere i Gudetempleme, saaledes ophængte man nu i Kirkerne som Offergaver Afbildninger i Guld og Sølv af de helbredede Lemmer; i Lighed med de hedenske Offermaaltider (parentalia) for de Afdødes Manes holdtes der nu ved de Helliges Grave christelige Festmaaltider, ja man indbød disse selv til at være tilstede som usynlige Gjester. Man anraabte de Hellige om Bistand, naar man tiltraadte en Reise, stillede Skibet under deres Beskyttelse og bragte dem deres Portioner ved Passagerernes Maaltider. Fremfor alt kom allehaande Gjenstande, der havde tilhørt eller været i Berøring med Hellige, i den høieste Pris, thi saadanne Sager bar man hos sig som Amuletter. Efterhaanden vedtoges, fremdeles i Overensstemmelse med det gamle hedenske Væsen, bestemte Patroner for Lande, Byer og Stænder, f. Ex. Paulus og Petrus for Rom, Jacobus for Spanien, Andreas for Grækenland, Phocas (siden Nicolaus) for Søfarende, Lucas for Malere, Johannes Evangelist og Augustinus for Theologer, Ivo for Jurister, Antonius beskyttede mod Pest, Apollonia mod Tandsmerter, o.s.v.
- ↑ Se herom P. Schiern, Europas Folkestammer, I, Kbhvn. 1851, S. 340 fgg.
