Menneskets Forhold til Gud blev paa denne Maade
forstyrret, idet Helgenerne trængte sig imellem. Snart
nøiede man sig heller ikke med at anraabe disse om
Hjelp i sin Nød, men ydede dem ligefrem Tilbedelse.
Denne Cultus bragtes efterhaanden i en Art System, idet
Engle, Apostle og Evangelister i Forening med Martyrer
og fromme Asketer samledes til en Kjæde af Helgener.
Øverst i den hele Kreds stilledes dog Maria, der
tidlig betragtedes som en ny og renere Eva og navnlig
fra det fjerde Aarhundrede af fremtræder som Beata
Virgo Maria, den rene og evige Jomfru, Gud Fader og
Christus nærmere end nogen anden Skabning.
Enhver Menneskealder afgav nye Helgener, og disses Tal blev derfor snart uhyre stort. Personen hvis Hellighed i Tidens Løb var forglemt, eller som endog slet ikke havde været betragtede som Helgener af sine Samtidige, kunde stundom efter lange Tiders Forløb blive Gjenstand for ivrig Dyrkelse, naar der fandt Mirakler Sted ved deres Grave eller Lig. Allerede i Slutningen af det fjerde Aarhundrede, da den berømte Biskop Ambrosius i Milano efter Sagnet opdagede Ligene af to fordums Martyrer i denne Stad, Gervasius og Protasius, godtgjordes, som det fortælles, deres Ægthed ved en Blinds Helbredelse og andre Undre. I senere Tider forekom som bekjendt lignende Tilfælde meget hyppigt, hvergang Hierarchiet ad denne Vei vilde sætte sin Vilje igjennem.
Allerede i det niende Aarhundrede havde Helgenvæsenets Udskeielser naaet en saa sørgelig Høide, at den frække Handel med de Helliges Ben og andre saakaldte Relikvier var i fuld Gang. Dette grove Uvæsen og Helgendyrkelsen overhoved mødte ganske vist Modstand,
