men de Røster, som hævede sig derimod, bleve ikke hørte. Den store Billedstrid havde endt med Billedernes Seier, og derved traadte ogsaa Middelalderens christelige Kunst for en væsentlig Del i Helgendyrkelsens Tjeneste. Kunsten udstyrede Helgenerne med passende Attributer, laante dels af Skriften, f. Ex. St. Peters Nøgler eller Døberen med Lammet paa Armen, dels af Traditionen, som Georg med Lindormen, Bartholomæus med Kniven, Katharina med Hjulet.
Retten til at erklære en Afdød for Helgen ansaaes oprindelig for at tilhøre Menighederne selv. Allerede 973 forekommer imidlertid Canonisation fra Rom ved Paven, og fra det tolvte Aarhundrede (Alexander III) forbeholdt Curien sig udtrykkelig denne Myndighed, saa at Helgener, der savnede dette Stempel, kom til at staa i en ringere Klasse end de formelig canoniserede. I en senere Tid har man pleiet at kalde disse lavere, locale Helgener tali og kun de canoniserede sancti, men idetmindste i den største Del af Middelalderen forekomme disse Udtryk endnu om hinanden.[1]
Saaledes var, allerede førend Christendommen naaede Norden, Helgendyrkelsen befæstet og fuldt udviklet i den romerske Kirke, og det faldt da af sig selv, at den ogsaa forplantedes til os. De nordiske Folk have imidlertid ikke alene dyrket Kirkens almindelige Helgener, men tillige selv frembragt nye og hjemlige, af hvilke enkelte have opnaaet Anseelse ogsaa udenfor Nordens Grændser.
- ↑ Se om Helgenvæsenet i Almindelighed Lobegott Langes Artikler: »Heilige« og »Heiligsprechung« i Allgemeine Encyklopädie der Wissenschaften und Kunste, herausg. von J. S. Ersch u. J. G. Gruber. Zweite Section, Th. 4, S. 127–139 og 158–166.
