trykkelig fremhæves, at her ikke er Tale om Tilbedelse, ved hvilken Herren vilde fortørnes, kom der dog strax Fortællinger i Omløb, der ganske lignede en senere Tids Legender. Det hedte nemlig, at da Biskoppen sattes paa Baalet, omgav Ilden hans Legeme uden at røre det, og de, som stode hos, fornam en sød Lugt som af Virak og kostelige Urter.[1]
Kirkens oprindelig saa rene og værdige Ihukommelse af sine hellige Lemmer udartede overhoved meget snart. En Hovedaarsag hertil laa vistnok i de første Aarhundreders asketiske Retning. Man troede, at Mennesket ved at spæge sit Kjød og paa enhver Maade at undertrykke og bekjæmpe Naturdrifterne kunde naa et høiere Trin af christelig Fuldkommenhed. Mangfoldige Mænd og Kvinder bevægedes herved til at vælge den enlige Stand, og fra det tredie Aarhundrede opstod heraf Eneboer- og Munkelivet. Snart udbredte sig Fortællinger om Undere af saadanne Hellige, øvede baade i levende Live og efter Døden ved deres Grave. De ypperste Kirkefædre i det fjerde Aarhundrede lærte allerede, at de Hellige nøde en høiere Salighed i Guds Beskuelse, at de ved Christi Side skulde tage Del i Dommen ved hans Gjenkomst, og, hvad der blev af størst Betydning, at de ved sin Forbøn kunde være de Troendes mægtige Beskyttere (patroni, intercessores), ikke alene hvor det gjaldt syndernes Forladelse, men ogsaa i al jordisk og legemlig Nød.
Denne Tro maatte være yderst tiltrækkende for Phantasien og fandt derfor den letteste og hurtigste Indgang. Dens Udbredelse blev yderligere befordret der-
- ↑ Eusebii Pamphili Hist. Eccl. IV. 23 (ed H. Laemmer, Scaphusiae 1862, p. 284).
