Indledning.
I den christne Kirkes ældste Dage, den apostoliske og den nærmest følgende Tid, pleiede man at betegne samtlige Troende som hellige (Rom. 1,7, 1 Cor. 1,2 og fl. St.). Men eftersom Verdsligheden mere og mere fik Indgang i Menighederne, gik dette Navn efterhaanden over til at blive et Æresnavn for dem, der ved standhaftig Bekjendelse i Liv og Død eller særegen Fromhed syntes at fortjene det. Især blev altsaa dette Tilfældet med Martyrerne. Disses Dødsdage bleve betragtede som deres Fødselsdage i høiere Forstand og erindredes paa festlig Maade, først i de Menigheder, hvilke de i Livet havde tilhørt, efterhaanden ogsaa i videre Kredse. Det Sted, hvor Blodvidnernes Legemer vare begravne, besøgtes paa hine Aarsdage, man forelæste da Beretninger om deres Bekjendelse og nød den hellige Nadvere. En af de første Martyrer, hvis Mindefest feiredes paa denne Maade, var Biskoppen af Smyrna, Polycarpus († 168). Hans Menighed erklærede, at den skattede hans Ben høiere end Guld og Ædelstene, og skjønt der i den Skrivelse fra Menigheden, hvori disse Ord forekomme, ud-
