Side:Norske helegener.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


En særegen Omtale fortjener dog her den allerede ovenfor (S. 53) nævnte Kirke i St. Olafs Sogn (oprindelig Lunkinde) i Albo Herred, Christianstads Len i Skaane, thi den kan visselig ansees som det Sted, hvor den ligefremme Tilbedelse af St. Olaf har holdt sig længst. Det træffer sig ogsaa saa heldigt, at der er bevaret en Række Vidnesbyrd om denne Cultus ligefra det syttende til nittende Aarhundrede, hvorved det dog er at mærke, at Almuen ganske havde tabt Bevidstheden om, at St. Olaf var en norsk Helgen, og ganske naivt henlagde hans Død til deres egen Kirkes Nærhed.

I Aaret 1626 besøgte Lunds danske Biskop, Mads Jensen, denne Kirke og bemærkede i sin Visitatsbog, at han udkastede det Olafsbillede, som Almuen tilbad, af Kirken med alvorlig Formaning til Almuen om at fly Dyrkelsen deraf som Djævelen selv. Bønderne havde beklædt det hugne Olafsbillede med Linklæder, hvilke Biskoppen i mange Tilskueres Nærværelse sønderrev og lod dem uddele til fattige Kvinder, hvorpaa han tilsidst udlagde for Menigheden Psalmen: Lover Gud, I fromme Christne.[1] Hvor lidet denne hans Nidkjærhed frugtede, vil være klart af det Følgende. Billedet kom nemlig ikke alene igjen, men det findes der sandsynligvis endnu. Aabenbart have Præsterne fundet sin Regning ved at lukke Øinene til for Uvæsenet og rimeligvis selv nydt godt af Offeret, thi da Provsten i Herredet 1754 anmeldte, at der i Sognet gik stort Uvæsen i svang med et Træbillede, tilføiede han, at det var en meget delicat (grannlaga) Sag, thi Præsten havde i dette Kald saare ringe Indkomster, og Kirken vilde ogsaa lide stort Tab, om

  1. S. Cavallin, Lunds Stifts Herdaminne, IV. Lund 1857, S. 24.