farter, som tildels i Smug vedbleve at foregaa til forskjellige Fjeldkirker og Lovekirker, vides at have staaet i Forbindelse med Olafsdyrkelsen. I begge disse Henseender holdt denne cultus sig meget længere vedlige i Sverige, Skaane og Finland, end i Helgenens Fædreland.
I Sverige feirede saaledes Almuen i Elgaa Sogn i Vermeland endnu i det attende Aarhundrede St. Olafs Dag ved Gjestebud eller »Kalaser«.[1] Paa Gotland ere Minderne endnu den Dag idag bevarede, navnlig ved Akrgarn, der, som vi ovenfor have seet, var et Hovedsæde for hans Cultus paa Øen. Den 29de Juli nydes her »St. Oles Kaka«, og den Karl eller Pige, som Bonden leier for hele Høstaannen, kaldes »Sant Oles Karl« og »Sant Oles Kärling eller Kvinfålk«; de krusede Skyer ved »St. Oles Messa« ere et godt Tegn for Fiskeriet, og før ilede hele Almuen ud paa Søen til »St. Oles Fänge«, da Vragfiskeriet mentes at være mest indbringende.[2] I Finland var i Begyndelsen af vort Aarhundrede Olafsdagen fremdeles i høi Agt og Ære blandt Bønderne. Ingen maatte paa den Dag beskjæftige sig med Høstarbeide, thi Bjørnen skulde gjøre dens Kvæg Fortræd, som rørte ved Høet paa Olafsmessen. Man slagtede den Dag et Lam, som ikke maatte være klippet siden Vaaren, og naar det blev baaret ind, stænkedes der Vand over Dørtrinet med Older- og Furukviste.[3]
