den anden St. Nicolaus, dømte til Baal og Brand, dog neppe saa meget herfor, som fordi de forførte Almuen til at feire Løverdagshelgen (til Jomfru Marias Ære.)[1] Ved Bøndernes Gjestebud, i hvilke mange endnu længe efter den Tid drak Gud Faders[2]og den Helligaands[3] Skaal eller Minne, erindredes ogsaa St Olaf. Da Christian IV. 1599 besøgte Norge paa sin berømte Reise til Vardøhuus, var han saaledes tilstede i et Bondebryllup, hvor man drak ham til med St. Olafs Skaal.[4]
Det er her overflødigt at dvæle ved de utallige Sagn, som endnu indtil for en Menneskealder siden næsten i hver norsk og i mangen svensk Bygd vare at høre om St. Olaf. Det var ikke alene gamle Traditionen som havde holdt sig hos Almuen, men disse vare i Tidens Løb jevnlig forøgede ved nye Opdigtelser, tildels endog af saa ny Oprindelse, at man vilde paapege Spor af St. Olafs Snushorn.[5]
Derimod er det mærkeligt, at der i Norge hidtil ikke, saavidt vides, kjendes Spor til fortsat Ihukommelse af Olafsdagen, uden forsaavidt at dens Navn endnu er bevaret som Mærkedag; heller ikke nogen af de Val-
- ↑ Krag og Stephanius, Christian III.’s Hist., 1. S. 386 (efter Lyschander). Maaske staar et Kongebrev til Jesper Friis af 10de Mai 1555 (Norske Rigs-Registranter, I. S. 184) i Forbindelse med denne Begivenhed.
- ↑ En norsk Bonde blev i syttende Aarhundredes anden Halvdel sat under Tiltale for en saadan Skaal, men af Høiesteret frifunden, fordi saadant oplystes at være gammel Skik. Jo. Bircherodii Palaestra antiqvaria, Hafn. 1588, p. 131–132.
- ↑ I. N. Wilse, Beskr. over Spydeberg. Chra. 1779. S. 431.
- ↑ Samling af åtskilliga Handlingar, utg. af S. Bring, III, Lund 1758, S. 63.
- ↑ C. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 103 fgg.
