Skrift om Olaf den Helliges Historie.[1] Denne Bog er i det Hele kun et maadeligt Uddrag af den almindelige Sagafortælling, men ikke destomindre i sit Slags characteristisk nok. Det er en flad Rationalists Fremstilling af Olafs Liv. De Jertegn, som Sagaen beretter om Helgenen, har Hagerup underkastet en Art Kritik og forsøgt at forklare dem ad naturlig Vei.[2] Olaf den Hellige har i ham fundet sin Euhemeros. I Middelalderen udsmykkede man, som vi siden skulle høre, hans Legende med Træk, hentede fra Evangelierne om vor Frelser selv, og nu timedes der ham den Ære, at den samme Methode blev anvendt paa hans Legender, som det dengang var sædvanligt at anvende paa den hellige Historie.
Efterat alle Spor af St. Olafs Dyrkelse i Kirkerne forlængst vare udslettede, vedblev han dog at leve i Almuens Minde, skjønt Vidnesbyrdene derom udenfor de legendariske Fortællinger i Folkemunde ikke ere mange. Det kan dog nævnes, at i Slutningen af Christian III.s Regjering bleve to gamle, rimeligvis sindssvage Bønder i Oslo Stift, der udgave sig for at være, den ene St. Olaf,
- ↑ Om Oluf den Hellige, Norges Konge. En læsebog for Menigmand ved Eyler Hagerup. Kbhvn. 1805. 262 S. 8vo. Skriftet er dediceret Adeler. Forfatteren, en Søn af Stiftsprovst Dr. C. F. Hagerup i Throndhjem og Sønnesøn af Dr. Eiler Hagerup. Biskop sammesteds, var født 1766 i Skjegstad i Nordlandene, blev 1793 residerende Kapellan til Værdalen og 1808 Sognepræst til Aure, blev 1817 suspenderet, 1821 afsat og døde 1826.
- ↑ – »Det er langtfra min Hensigt med denne lille Bog, at den skulde vidtløftiggjøres ved Fabler og overtroisk Tant. Ved Anmærkninger har jeg søgt at bortforklare alt sligt, og den eftertænksomme Læser vil udentvivl selv bemærke, paa hvilken svag Grund vor Olufs foregivne Hellighed er bygget.« (Hagerup, l. c. S. 255).
